Denne opskrift på vegansk paprikagryde med grøntsager – er fyldt med aubergine, rød peberfrugt, svampe og sprød tofu. En af de bedste gryderetter jeg har lavet. Serveret med lune ris og fladbrød.
Tip: Retten kan nemt laves med andre grøntsager end dem her i opskriften. Kog risene imens gryderetten simrer – og retten er klar på ca. 30 min.
Selvom vi er slut i juli måned, så viste vejret sig ikke fra sin bedste side, og jeg fik lyst til varm en gryderet. Målet blev derfor, at lave den bedste udgave af vegansk paprikagryde. Og jeg synes faktisk, at denne her er så tæt på, som jeg kunne komme!
Normalt er en paprikagryde lavet med alt lige fra cocktailpølser, bacon, chorizo, mørbrad stykker, pølser mm. Men denne udgave er helt fri for kød og er perfekt at servere som en vegansk eller vegetarisk paprikagryde. Serveret med ris og fladbrød.
» Du kan i øvrigt finde min nemme opskrift på fladbrød HER
Lavet med en cremet tyk paprika sauce, fuld af smag og krydderier.. Og så er retten fyldt med både aubergine, rød peberfrugt, svampe og sprøde tofu stykker. Jeg ved, at nogle ikke er så glade for tofu – men jeg kan virkelig anbefale det her i retten. Du kan sagtens undlade det (fordi der er masser af grøntsager), men tofuen giver den lækreste sprøde konsistens og smag til retten.
Vegansk paprikagryde på 30 min.
Den bedste opskrift på vegetarisk eller vegansk paprikagryde fyldt med grøntsager og sprød tofu. Sund og nem gryderet. Klar på kun 30 min.
Ingredienser:
- 200g. tofu
- 2 små løg
- 3 fed hvidløg
- 100g. svampe
- 1 aubergine
- 2 røde peberfrugter
- 2,5 tsk. sød paprika
- 1/2 tsk. røget paprika (eller sød paprika)
- 140g. tomatpuré
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 dl. grøntsagsbouillon
- 3 dl. sojafløde
- salt og peber
- Tilbehør:
- Ris
- Fladbrød
- Basilikum eller persille
Sådan gør du:
Dup tofuen med et viskestykke, så vandet presses ud. Skær tofuen i aflange firkanter eller smuldre den groft med fingrene. Steg stykkerne på panden i lidt olie i 4-5 min indtil tofuen er helt sprød og gylden på alle sider. Hæld stykkerne fra panden over i en skål og gem til senere.
Skyld og skær svampe, aubergine og rød peberfrugt i små tern. Hæld lidt ekstra olie på panden og steg finthakket løg og hvidløg. Hæld grøntsagerne med op på panden. Lad det stege sammen et par minutter.
Tilsæt tomatpuré og godt med paprika, og lad det simre sammen med grøntsagerne.
Tilsæt hakkede tomater sammen med 1 grøntsagsbouillon blandet med 1 dl. vand. Rør grundigt sammen og hæld sojafløden i lidt efter lidt. Drys godt med friskkværnet peber.
Lad simre i 10 min under middel varme og smag til med paprika, salt og peber undervejs. Tilsæt lidt ekstra vand, hvis konsistensen bliver for tyk. Kog risene imens.
Til sidst hældes tofuen i. Server paprikagryden med lune ris, fladbrød og frisk basilikum eller persille.
Sund paprikagryde opskrift og tilbehør:
Opskriften er som sagt fyldt med grøntsager, og det gør allerede retten ret sund. Men her er nogle tips til, hvordan at du kan gøre retten endnu sundere:
- Tilsæt flere grøntsager: Du kan sagtens putte flere grøntsager i retten. Gryderetter er den perfekte måde at “gemme” grøntsager både til børn og voksne. Prøv fx med selleri, gulerødder, pastinak, eller friske blade af spinat.
- Brug fuldkorn: I stedet for hvide ris, så server retten med bulgur, fuldkornsris, brune ris, couscous eller quinoa. Det er sundere alternativer, med mere protein og mætter bedre.
- Fløde alternativer: Jeg brugte en sojafløde til opskriften (som fungerer ligeså godt som almindelig fløde). MEN du kan også bruge mandemælk, havremælk, rismælk eller kokosmælk. Bare sørg for at retten ikke bliver for vandet.. Så tilsæt lidt af gangen og hold øje med konsistensen.
Derfor skal der tofu i gryderetten:
Udover de mange grøntsager, så giver tofuen et perfekt element til opskriften. Skær tofuen i små firkantede aflange stykker, og steg først på panden i lidt olie. Steg stykkerne indtil de er helt sprøde og gyldne på alle sider.. Til sidst tilføjes stykkerne i den færdige gryderet lige inden servering.
Tofuen giver en konsistens ala kylling eller kød. Og fordi stykkerne er sprøde, så er det perfekt sammen med de varme grøntsager. Hvilket også gør, at eventuelle kødglade gæster vil elske denne ret lige så meget – da man slet ikke vil mangle konsistensen af hverken kød eller kylling.
Derudover så er tofu jo fyldt med proteiner – og det mætter super godt!
Opskrift på vegetarisk paprikagryde:
Til jer der ikke ønsker en vegansk paprikagryde, men en vegetarisk paprikagryde i stedet.. Så er det heldigvis ret nemt. Her kan du nemlig bare nøjes med at bruge almindelig fløde til retten i stedet for sojafløde. Men det er også den eneste forskel. Så uanset om paprikagryden skal være vegansk eller vegetarisk, så er begge dele ret nemme at lave.
»Se også andre veganske gryderetter: Denne populære Sri Lanka gryderet fyldt med grøntsager, eller prøv denne opskrift på vegetarisk ristaffel (som også lige så vel kan laves vegansk). Eller denne lækre blomkålscurry på kun 20 min.
Jeg håber, at du kan bruge opskriften! Husk, du også kan følge med under @micadeli_ på Pinterest eller Instagram.
Pingback: Vegansk Tikka Masala – Opskrift på indisk gryderet klar på 25 min.
Pingback: Vegansk gryderet – Super nem opskrift med kokosmælk på 30 min
Pingback: 10 mættende vegetaropskrifter – Inspiration til vegetarretter
Eeeej, har cravet paprikagryde så meget og ledt længe efter en uden kød og som også er lidt sundere! Har du et bud på hvor meget mandeldrik man ville skulle bruge, hvis jeg bruger det i stedet for soyafløde – har ikke kunne finde det i supermarkederne længe….
Hej Amanda! Jeg bruger næsten also denne Soya Cuisine (kan fås i mange forretninger Super Brugsen, Føtex, Irma osv). https://www.med24.dk/mad-og-drikke/madvarer/plantebaseret-floede/naturli-soya-cuisine-oe-250-ml Så den burde du kunne finde..
Hvis du hellere vil bruge mandeldrik, så brug også 3 dl. her. Så længe der er tomatpuré i også, så skal det nok blive tykt alligevel 😉
Håber at det smager! Bedste hilsner,
Pingback: Vegansk kartoffelmos – Opskrift på nem cremet mos med kartofler
Pingback: Veganske gryderetter – Mine BEDSTE opskrifter under 30 min.