fbpx

Margherita Toast

Opskrift på de mest klassiske hjemmelavede toast – lavet med kun 4 ingredienser.

De her lækre Margherita Toast er fyldt med vegansk ost, store tomater i skiver – og pyntet med frisk basilikum. Klar på 10 minutter.

toast med tomat og ost grillet opskrift

De her toasts er utrolig nemme at lave og smager helt fantastisk. Da foråret er her og sommeren og varmen nærmer sig, så fik jeg sådan lyst til at lave en opskrift, der mindede lidt om sommer. Små halve sandwich som dem her, er nemlig super lækre til både en sommerfrokost udenfor eller hvis man vil lave panini / sandwich på grillen.

Jeg har stegt dem på panden med lidt plantesmør på begge ydersider – hvilket jeg faktisk altid gør. Det giver nemlig en perfekt gyldne skorpe udenpå, og gør dem en anelse mere saftige af spise af. Men hvis du har grillen tændt, så brug endelig den. Det vil kun gøre dem endnu flottere med lidt grillstriber.

Opskriften er simpel med kun 4 ingredienser: Toast / brødskiver, tomater, (vegansk) smelteost og basilikum. Herudover skal du kun drysse med lidt salt og peber, og smøre ydersiderne med plantesmør.

» Flere opskrifter på toast? Prøv de her lækre toast med æble og squash.

Opskrift på Margherita Toast.

Antal: 2 toasts
Forberedelse: 5 min. Tilberedning: 5 min.

Vegansk opskrift på hjemmelavede toast – med 4 ingredienser: Brød, tomat, basilikum og ost. Margherita Toast som panini eller sandwich.

Ingredienser:

  • 4 skiver Brød
  • 2 store Tomater
  • 2 håndfulde Ost
  • Basilikumblade
  • Herudover: Smør til stegning,
  • salt og peber

Sådan gør du:

1

↓ Opskriften er til 2 toasts. Skær brødet i skiver, så du har 4 halve skiver. Smør alle 4 skiver med smør på den ene side.

2

Skyl tomaterne og skær dem i skiver. På 2 af brødskiverne lægges tomatskiver. På de 2 andre brødskiver lægges ost og basilikum blade. Drys med salt og peber.

3

Luk alle 4 skiver sammen til 2 toasts, og lad smørsiden vende udad.

4

Læg nu begge toast på en varm varm pande. Lad dem stege et 2-3 minutter på hver side under middel varme. Vend dem først når de er gyldne og sprøde. Drys evt. med lidt salt og på toppen, og server direkte.

Og her er det færdige resultat..

vegansk toast micadeli

Hvilken type ost skal jeg bruge?

Kort og godt.. Du kan bruge fuldstændig hvilken ost, som du ønsker. Jeg brugte denne veganske ost fra mærket Violife (intet sponsoreret her)… Men den smelter virkelig godt, den smager godt og har en god konsistens til det meste madlavning! Så det bruger jeg stort set altid. Den kan til tider være mindre elastisk end traditionelle oste (der giver de flotte lange ostestrenge). Men her lykkes det alligevel ret godt!

.. Ellers kan du bruge alt lige fra cheddar ost, mozzarella, ricotta, gorgonzola eller almindelig skiveskåret ost. Parmesan kunne også være et hit, hvis man ikke har lyst til så meget smeltet ost. Og hvis du ønsker et sundere resultat, så drop osten og smør i stedet med lidt plantesmør, olie og lidt ekstra grøntsager.

sådan laves veganske panini og sandwich med tomat

Nemme margherita toast – klar på 10 min.

Mit bedste tip til at lave hjemmelavede toasts er, kun at putte smør på ydersiderne. Og altid at stege dem klappet sammen på panden. Det er bare ikke helt det samme riste brødene for sig selv, og herefter putte fyld i uden at varme dem til sidst bagefter. Men man kan selvfølgelig gøre fuldstændig som man har lyst til!

Og det samme gælder med ingredienserne.. Put i lige præcis hvad du har. Stort set hvad som helst kan puttes i, og det smager godt næsten hvad man vælger at kombinere sammen. Så længe du har lidt ost imellem også og friske krydderurter. Hvilket virkelig gør en stor forskel..

Det er meget nemmere, at lave de her lækre toast end man tror. De kræver ikke meget mere end bare 10 minutter i køkkenet, få ingredienser og en stegepande. Toasten skal steges på begge sider på en pande med smørsiden udad. Så får du en lækker sprød og gylden skorpe, og undgår at de brænder på eller bliver for hårde. Server gerne sandwichen direkte, sådan er de bedst. Men hvis de pakkes godt ind lige efter stegning, så kan de også sagtens holde et par timer til skovturen.

sprøde sandwich med ost og tomat og basilikum

Hvis du ikke har basilikum, så kan du sagtens erstatte med timian. Eller spinat, rucola, spidskål eller andre salattyper. Det plejer jeg faktisk at putte en del i af, for at gøre toasten lidt “sundere”. Men ligesom med pizza så er den klassiske Margherita Toast jo virkelig lækker med bare tomater, ost og basilikum.

Jeg håber, at I får lyst til at lave toastopskriften her! Hvis du har nogle spørgsmål, så skriv endelig i en kommentar nedenfor. Og hvis du afprøver toasten derhjemme, så tag mig endelig her på Instagram – vil elske at se jeres resultater!

Giv opskriften på Margherita Toast stjerner her ↓

5/5 (2 Reviews)
Scroll to Top