Opskrift på hjemmelavet morsbrød, som er en indbagt vegansk linsesteg. Lavet med butterdej og fyldt med linser, svampe, nødder og krydderier.
Et grønt alternativ til en vegetarisk eller vegansk juleaften.
Hvad er morsbrød?
Morsbrød er en vegetarisk / vegansk udgave af et klassisk farsbrød. Ofte indbagt i butterdej, men kan også laves uden butterdej – ligesom den her opskrift på vegansk farsbrød.
Jeg har lavet opskriften som en indbagt linsesteg i butterdej – et rigtig lækkert grønt alternativ til et klassisk farsbrød. Morsbrød er super populært at lave som vegansk julemad, som en slags vegansk julesteg til juleaften. Og kan også sagtens serveres på julebordet med de traditionelle kødretter.
Video: Se hvordan jeg laver linsesteg her ↓
Tips og tricks til den bedste linsesteg:
- Linser – jeg brugte grønne linser fra dåse, men røde linser er også godt.
- Svampe – jeg brugte almindelige champignon, men alle svampe kan bruges
- Nødder – jeg brugte valnødder, men du kan også bruge mandler, hasselnødder, pekan nødder eller andre favoritter
- Krydderier – jeg brugte rosmarin, paprika og spidskommen. Men muskatnød, chili, tørret timian eller lidt julekrydderier er også godt!
- OBS med farsen – blend kun halvdelen af ingredienser kort i minihakkeren. På den måde får farsen den bedste struktur.
- Vil du lave den i god tid? – Du kan sagtens bage selve farsen mange timer før servering (og sætte den på køl), og først bage den sidste del inkl. butterdej 30 min inden servering.
Tip: Jeg vil anbefale at gå i gang i god tid – sæt gerne mindst 1,5 – 2 timer af.
Morsbrød – indbagt linsesteg
Hjemmelavet morsbrød – opskrift inkl. video. En vegansk linsesteg i butterdej med linser, svampe og nødder til vegansk julemad.
Ingredienser:
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 200g. svampe
- 150g. aubergine (ca 1/3)
- 2 tsk rosmarin
- 4 tsk. paprika
- 3 tsk. spidskommen
- 100g. valnødder
- 240g. linser, kogte (svarer til 1 dåse)
- 2 spsk. sojasauce
- 2 spsk. tomatpuré
- 5 spsk. mel
- 1 butterdej
- Salt og peber
- Plantesmør til pensling
Sådan gør du:
(Se video opskrift længere oppe) Forvarm ovnen til 175°C varmluft.
Hak valnødderne groft og rist dem på panden under lav/middel varme indtil gyldne. Kom dem i en minihakker og blendes kort i mindre stykker.
Steg finthakket løg og hvidløg på en pande i lidt olie. Tilsæt finthakkede svampe og aubergine stykker. Drys med rosmarin, paprika, spidskommen og drys godt med salt og peber. Steg et par minutter indtil grøntsagerne er gyldne og bløde. Lad dem køle af i en skål.
I en foodprocessor eller minihakker tilføjes halvdelen af de stegte grøntsager, halvdelen af de hakkede nødder og halvdelen af de kogte linser. Tilsæt 1 spsk. sojasauce og 1 spsk. tomatpuré. Blend det hele kort, til du har en fast men stadig grov konsistens.
Hæld blandingen i en stor skål og tilsæt den anden halvdel af de resterende ingredienser inkl. den sidste 1 spsk. sojasauce og 1 spsk. tomatpuré. Rør det hele sammen med en ske. Tilsæt melet og bland det godt rundt i farsen til den er lind og sammenhængende.
Kom lidt olie på hænderne og form farsen på en bageplade beklædt med bagepapir, så den måler ca. 30 cm i længden og 10 cm i bredden.
Bages i ovnen i 30 min. Lad herefter farsen køle af i 10 minutter.
Rul butterdejen ud i en aflang firkant på bagepladen og flyt forsigtigt den bagte fars ind på midten af butterdejen. Skær linjer i siderne af butterdejen (se billeder nedenfor), og læg skiftevis et stykke butterdej hen over farsen. Pensl med smeltet plantesmør undervejs og på toppen.
Bag nu linsestegen i 20-25 min. til gyldent på toppen.
Opskrift på indbagt linsesteg i butterdej.
Her har jeg stegt løg og svampe sammen – og nødderne er hakket fint i en minihakker.
Hæld nu halvdelen af alle ingredienserne i en foodprocesser eller minihakker og blend det kort. Det skal blot være finthakket men ikke mere end det, som ses på højre billede ↓
Tag nu den blendede fars og bland sammen med den sidste halvdel af ingredienserne. Vend det sammen i en skål med en ske. På den måde får farsen mere tekstur, så noget er finthakket og andet er mere groft. Hæld melet i helt til sidst, så farsen er sammenhængende og lind.
Form nu farsen til et lang brød, der måler cirka 30 cm i længden og 10 cm. i bredden. Form farsen med hænderne til et aflangt stykke på en bageplade beklædt med bagepapir. Farsbrødet skal nu bage i cirka 25-30 min. ↓
Her har farsbrødet været i ovnen og er lagt ovenpå butterdejen. Skær butterdejen i strimler rundt i alle siderne ligesom her ↓
Flet alle strimlerne indover hinanden og pensl skiftevis med smeltet plantesmør ↓
Morsbrød – vegansk julemad til juleaften.
En indbagt linsesteg er bare et godt alternativ til flæskesteg og and juleaften. Så hvis du ikke har prøvet at lave en vegetarisk eller vegansk hovedret, så vil jeg anbefale denne linsesteg. Det kan i øvrigt sagtens serveres til både kødretter og andet traditionel julemad.
Jeg servede min linsesteg med ovnstegte kartofler med rosmarin ↓
Og hvis du gerne vil lave dem mindre, så kan du sagtens skære butterdejen ud i mindre stykker med fyld i som små butterdejspakker.
Kan man skære den i skiver? Som man kan se på billederne, så er farsen inden saftig og blød, men man kan sagtens skære skiver i brødet.
Jeg servede min lækre og linsesteg med brun sovs – vegansk opskrift her, og så med lækre ovnbagte kartofler. Men hvis du skal servere den til julemiddagen, så gør den sig virkelig godt sammen med rødkål, kogte kartofler, grønkålssalat og også de traditionelle kødretter. Jeg blev selv inspireret til at lave linsesteg ud fra den her lækre wellington med linser og svampe.
Vegansk farsbrød med grøntsager
Du kan også prøve det her veganske farsbrød. Minder lidt om mit morsbrød, men er lavet uden butterdej. Og så er farsbrødet fyldt med endnu flere grøntsager som peberfrugt og gulerødder.
Beef Wellington med tofu
Vegansk udgave af klassisk Beef Wellington lavet med tofu. En lækker kødfri opskrift som er fyldt med smag, finthakkede svampe og tofu, som giver en lækker smag og konsistens. Perfekt til juledagene eller nytårsaften.
Hvis du gerne vil have endnu mere grøn inspiration til aftensmad og højtider, så følg også med på Instagram under @micadeli_ hvor jeg dagligt deler en masse inspiration – og især lige for tiden, hvor julen jo nærmer sig.
Jeg håber, at du kunne bruge min opskrift her på indbagt linsesteg! Skriv endelig en kommentar hvis du har spørgsmål til opskriften. Rigtig god fornøjelse 🤎
Pingback: Vegansk julemad – De bedste opskrifter til vegansk julemiddag
Jeg havde købt ind og fulgt opskriften til punkt og prikke, også med at dele farsen i to undervejs. Men jeg synes stegen er meget blød, som en postej. D.v.s. der var ikke angivet, hvor mange grader, den skulle bages på. Det baserede jeg på nogle andre opskrifter på morsbrød. Jeg synes heller ikke, den smager af noget. Til gengæld havde jeg taget 1 kg. på dagen efter. Øv. Jeg troede ellers, jeg skulle være veganer i det nye år.
Hej Britta,
Det er jeg ked af at høre, at du ikke have succes med opskriften.
I starten af fremgangsmåden, står der hvor mange grader jeg bager den indbagte linsesteg på: “Forvarm ovnen til 175°C varmluft.”
Det lyder til, at din fars godt kunne have brugt en anelse mere mel. Det er lidt forskellige fra gang til gang, da mad altid kan opføre sig forskelligt – og ovne kan opføre sig forskelligt – og det kan jo desværre godt være en del af årsagen.
Når det så er sagt, så skulle resultatet på den indbagte linsesteg gerne være lind, saftig og dog med en sprød skorpe. Hvis dit morsbrød minder om leverpostej, så kan det være, at du har blendet massen lidt for meget.
Jeg oplever ellers, at mange andre er glade for min opskrift på linsesteg – men ellers håber jeg, at du kan få glæde af nogle af mine andre grønne opskrifter her på siden.
Bedste hilsner herfra