fbpx

Grønkålssalat med søde kartofler og kikærter

Denne grønkålssalat med søde kartofler er en super mættende salat fyldt med både sunde grøntsager og proteiner fra de ristede kikærter.

Nem mættende salatopskrift klar på ca. 30 min.

Grønkålssalat med søde kartofler og kikærter

Selvom salaten er lidt “julet” med grønkålen, så synes jeg sagtens, at den kan serveres hele efteråret og vinteren. Det er også en skøn salat også at spise i juleferien, hvis man savner et lidt sundere måltid.

Det er faktisk ikke så tit, at jeg spiser salater i sig selv. Jeg synes altid, at der mangler noget. Så jeg spiser ofte salat som en slags tilbehør sammen med veganske frikadeller, falafler, kartoffelsalat, brød eller som tilbehør til gryderetter eller ovnbagte retter.

Men DEN her salat er super skøn og mættende i sig selv. Og man behøver på ingen måde, at serverer den sammen med andet tilbehør. Pekannødderne er desuden fyldt med sunde fedtstoffer og er små vitaminbomber i salaten. Men du kan også sagtens bruge valnødder, mandler eller andre nødder!

Parmesan ost: Brug gerne hvilken som helst type af ost eller parmesan ost, som du ønsker. Jeg afprøvede en vegansk parmesan ost her, som jeg fandt i Irma. Og den var faktisk super god både visuelt og i smagen!

Grønkålssalat.

Antal: 2-3 personer
Forberedelse: 5 min. Tilberedning: 25 min.

Denne grønkålssalat er en sund salat opskrift fyldt med proteiner. Lavet med kikærter, pekan nødder, avocado og søde kartofler.

Ingredienser:

  • 240g. kikærter, kogte (ca. en dåse)
  • 2 små søde kartofler
  • 2 tsk. paprika
  • 150g. grønkål
  • 1 stk. avokado, skåret i skiver
  • 1 håndfuld pecan nødder
  • Parmesan ost (jeg brugte en vegansk version)
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Sådan gør du:

1

Forvarm ovnen til 180° varmluft.

2

Skyl og skær de små søde kartofler i små runde skiver (gerne med skrællen på). Læg skiverne på en bageplade, drys med paprika, olie, salt og peber. Bag dem i 20 min.

3

Skyl kikærterne og fordel dem ud over de søde kartofler på bagepladen. Drys gerne med ekstra salt og peber, og sæt pladen tilbage i ovnen og bag i 5-7 min.

4

Skyl og snit grønkålen fint og fordel på et fad. Fordel de færdigbagte søde kartofler og kikærter ud over.

5

Skær avocadoen i skiver og fordel ud over salaten sammen med tynde skiver af parmesan og pekannødder. Hæld et par spsk. god olivenolie ud over salaten til sidst og drys med salt og peber.

Mine bedste tips til grønkålssalat.

Grønkål er en ret hård og rå form for kål. Derfor er mit bedste tip, at du helst i en grønkålssalat skal tilsætte bløde og søde ingredienser for at opveje for den robuste grønkål. Søde kartoflerne giver salaten en perfekt sødme og blødhed sammen med avocado. De sunde og fedtrige pekan nødder giver lidt kant og vinter-agtige fornemmelse. De ristede kikærter giver lidt paprika krydret sprødhed – og samtidig fylder de salaten med proteiner.

salat med grønkål og pecannødder

En luksus grønkålssalat.

Der er ikke sparet på de gode ingredienser i denne salat. Generelt synes jeg faktisk, at salater er der, hvor man virkelig skal finde de gode grøntsager og tilbehør frem. For det er med til at gøre salaterne gode – og alt andet end kedelige og smagsløse!

Man kan sagtens lave en sund salat fyldt med søde, lækre ingredienser – og toppe en tyk og cremet dressing. Salater smager bare bedst, hvis man tvister dem lidt “ekstra”. Det kan være alt fra nødder, ristede kikærter eller græskarkerner, ristede pinjekerner, dressinger, hjemmelavede pesto, lidt balsamico, avocado creme, olier af forskellige slags eller fx oste (også de veganske udgaver). Det er virkelig mit bedste råd, hvis man gerne vil pifte sin salat lidt op, og ikke kun ønsker at spise agurk og rucola.

vegansk salatopskrift på grønkålssalat

Grønkålssalat til jul eller højtider.

Jeg synes selv, at salaten her også er skøn til fx juleaften, lille juleaften, som tilbehør til en julefrokost, til mortens aften eller andre hyggelige sammenkomster. Men du kan også sagtens lave den til en nem aftensmad på en almindelig hverdag.

Grønkålssalat med søde kartofler og kikærter

Nødder og kerner: Put endelig godt med nødder og kerner i salater (de smager også skønt, hvis de ristes). Det giver en fylde og mæthed til de fleste salater – og så er det skønt med noget som knaser lidt. De er også fyldt med gode fedtstoffer, og er derfor sunde at spise (selvfølgelig i begrænsede mængder)!

Pekannødderne er fra Earth Control, og er så bløde og lækre! Har faktisk ikke været så vild med pekan nødder, før at jeg smagte dem fra Earth Control. De har så meget smag og er helt bløde indeni. Jeg håber, at du blev inspireret til at afprøve opskriften.

Hvad synes du om salaten? Giv grønkålssalaten stjerner her ↓

3.7/5 (7 Reviews)

6 thoughts on “Grønkålssalat med søde kartofler og kikærter”

  1. Pingback: Vegansk julefrokost – Opskrifter til vegetar eller vegansk frokost her

  2. Pingback: Julefrikadeller – Veganske frikadeller med svampe og nødder til jul

  3. Pingback: Julesalat – Opskrift på frisk salat til julen med grønkål og appelsin

  4. Pingback: Vegansk julemad – De bedste opskrifter til vegansk julemiddag

  5. Pingback: Bagte søde kartofler – Opskrift på sød kartoffel med lækkert fyld

  6. Pingback: Æblesalat – Opskrift på salat med æbler og dressing på 10 min.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top