fbpx

Vegansk jordbærtærte

Min absolut bedste opskrift på klassisk vegansk jordbærtærte. En hjemmelavet jordbærkage med marcipan og de skønneste danske jordbær.

En skøn sommeropskrift hvis du vil have inspiration til en super lækker vegansk kage.

bedste opskrift på vegansk jordbærtærte med marcipan og mazarinmasse

Tips og tricks til jordbærtærte:

  • God tid: Sæt god tid af til at lave tærten. Der er en del ventetid og tærten skal køle en del ned – så sæt gerne 1-2 timer af.
  • Størrelse på tærten: Du kan nemt både lave 1 stor tærte eller 4-5 små jordbærtærter. Processen er helt den samme! Bag blot bundene i 12-15 min indtil gyldne fremfor de. 20-25 min. i opskriften.
  • Jordbær: Brug gerne søde danske jordbær i sæson. Jordbærrenes størrelse er helt ligegyldig. Men du kan også tilsætte lidt hindbær, blåbær eller brombær.
  • Toppings: Jeg dryssede lidt fintrevet citronskal, mørk chokolade på toppen og friske grønne mynte blade. Men det kan sagtens undværes, hvis du ikke lige har det til rådighed.
  • Sund jordbærtærte: Kan også laves som en sundere jordbærtærte eller glutenfri tærte. Se mine tips længere nedenfor.

Vegansk jordbærtærte.

Antal: 5-6 personer
Forberedelse: 1 time. Tilberedning: 30 min.

Min BEDSTE opskrift på vegansk jordbærkage. En hjemmelavet jordbærtærte med chokolade, vaniljecreme, marcipan og jordbær.

Ingredienser:

  • Mørdejsbund:
  • 220g. mel
  • 75g. rørsukker
  • 150g. koldt plantesmør
  • 2 spsk. koldt vand
  • 1 tsk. salt
  • Mazarinmasse:
  • 200g. marcipan
  • 120g. rørsukker
  • 75g. blødt plantesmør
  • 50g. mel
  • 1/2 dl. vand
  • Chokolade:
  • 150g. mørk chokolade
  • 20g. plantesmør
  • Vaniljecreme:
  • 1 vaniljestang
  • 1/2 dl. rørsukker
  • 2 dl. mandelmælk
  • 2 spsk. majsstivelse
  • 2 spsk. plantesmør
  • 1 dl. sojafløde (som er piskbar)
  • Til servering:
  • 400g. jordbær
  • Evt. citronskal og mynte

Sådan gør du:

1

Mørdejsbund: I en skål blandes mel, sukker og salt. Skær smørret i små tern og kom med op i skålen. Vend det godt sammen med hænderne. Tilsæt 2 spsk. vand under omrøring. Saml dejen til en kugle, dæk den til med husholdningsfilm og kom den i fryseren i 20 min.

2

Mazarinmasse: I en skål blandes marcipan (hakket i små stykker), sukker, blødt smør og mel. Pisk med en elpisker og tilsæt 1/2 dl. vand, indtil mazarinmassen er cremet, uden klumper, luftig og lidt våd i det.

3

Bagning: Forvarm ovnen på 180º varmluft. Smør et tærtefad med smør godt over det hele. Rul den kolde mørdej ud på et meldrysset bord eller mellem 2 stykker bagepapir (så er den nemmere at arbejde med). Rul dejen ud så den passer til og pres den godt ned i tærteformen og rundt i siderne. Skær de overskydende stykker af (se billeder nedenfor). Hæld mazarinmassen direkte i tærten og fordel den rundt i bunden. Bages i 20-25 min. indtil gylden. Lad køle af i 10-15 min.

4

Chokolade: Smelt smørret og chokolade sammen i en gryde eller over vandbad under lav varme. Fordel chokoladen ovenpå den bagte mazarinmasse. Sæt kagen i køleskabet i 15-20 min indtil chokoladen er størknet.

5

Vaniljecreme: Skrab kornene ud af vaniljestangen og mos kornene sammen med rørsukker, så det blandes godt sammen. Lun mandelmælken i en gryde. Tilsæt majsstivelse og plantesmør og pisk med et piskeris under middel varme indtil det langsomt tykner. Tilsæt rørsukker + vaniljekornene. Rør hurtigt og sluk for varmen, når det er blevet tykt og cremet. Lad køle af i fryseren i 10 min.

6

Pisk sojafløde til flødeskum i en anden skål ved siden af. Når vaniljecremen er blevet kold, pisk den lidt med en elpisker, så den blevet cremet igen. Vend nu lidt af flødeskummen op i vaniljecremen og vend det forsigtigt rundt med en ske eller dejskraber.

7

Servering: Fordel vaniljecremen på toppen af den afkølede tærte. Pynt med friske jordbær i halve, lidt citronskal og mynte.

Sådan laves vegansk jordbærtærte

1. Mørdejen: Lav bunden med mørdej af mel, plantesmør, rørsukker, salt og lidt vand. Rul dejen til en kugle og læg den på køl. Rul den ud og pres den ned i tærteformen. Skær de overskydende sider af.

2. Mazarinmasse: Bland mazarinmassen sammen og hæld den ned i tærten – og fordel den jævnt over det hele. Bag nu tærten i 20-22 min. til den er gylden på overfladen.

mørdej og mazarinmasse til kagebunden

3. Chokolade: Når tærten er kølet godt af, så smeltes chokolade og smør og smøres godt udover tærten. Lad tærten køle af på køl igen til chokoladen er størknet.

4. Vaniljecreme: Nu laves kagecremen af vanilje som blandes sammen med pisket flødeskum. Den lækre blanding hældes nu udover det lag med chokolade (som gerne må være størknet).

mørk chokolade og vaniljecreme til kagen

Vegansk kage med jordbær – min bedste opskrift.

Jeg er vild med at udvikle veganske kager for tiden. Alt lige fra tærte, crumble, muffins og cookies. Noget af det næste på listen bliver da også en vegansk lagkage. En rigtig sommerversion fyldt med lækre bær fra sommeren. Og så selvfølgelig en kage med kagecreme. En rigtig hjemmelavet kagecreme, som er tyk, fyldig og fyldt med smag.

Fyldet til vegansk jordbærtærte er inspireret af en vegansk mazarinkage. Nogle laver mørdejsbunden og mazarinmassen i den samme omgang som én samlet del. Men jeg synes det er lækkert, at lave dem hvert for sig. Så bliver mørdejsbunden super sprød og lækker, og mazarinmassen bliver mere snasket og våd i det.

Det giver kagen en super lækkert smag og saftighed – uden at være tør. Og det synes jeg gør denne til den bedste jordbærtærte.

vegansk kage med mazarinfyld, marcipan og kagecreme

Idéer til jordbærtærter:

Når man snakker om jordbærtærter, så er der faktisk mange variationer man kan lave. De fleste er vilde med den klassiske jordbær tærte, men man kan sagtens udfordre den og tilsætte andre toppings eller ingredienser til cremen og mørdejen. Også når det gælder en vegansk jordbærtærte. Fx laver mange en jordbærkage med makroner eller laver tærten til en vegansk lagkage med jordbær på. Nogen drysser pistacienødder på toppen og andre gelé.

Jeg har altid været vild med den jordbærkage fra lagkagehuset. Den er altid været min favorit. Så mit mål var, at komme så tæt på den, som muligt. Dog lavet så nem og simpel som muligt.

bedste opskrift på vegansk jordbærtærte med marcipan og mazarinmasse

Sådan laves en glutenfri jordbærtærte:

Vil du gerne undgå mel og lave en glutenfri jordbærtærte (som måske også skal være laktosefri), så har jeg lidt tips her. Lav en mazarinbund samlet, som består af 200g. mandler der er finthakket til mandelmel, marcipan og bagepulver (for hævningen af bunden). Og så vil jeg nok samle kagen med fuldkornsrismel eller havremel. Jeg har dog ikke selv prøve en glutenfri jordbærtærte. Men skriv endelig nedenfor, hvis du ønsker, at jeg skal afprøve en version til dig!

Ønsker du en sund jordbærtærte?
Halvér eller udelade sukkeret og lav både bundene og mazarinmassen med finthakkede nødder, havregryn og kokosolie. Man kan sagtens lave en jordbærtærte uden sukker. Men det kræver bare, at man får justeret mængderne med noget andet godt og mættende. Jeg har en sund version i tankerne, så skriv endelig nedenfor hvis det er noget, du ønsker. Så vil jeg klart arbejde på at få udviklet en lækker tærte i en sundere version.

Her kan man se, hvordan snittet på kagen ser ud indeni
Mørdejsbunden nederst, derefter mazarinmassen, den mørke chokolade og til sidst kagecremen/vaniljecremen.

vegansk jordbær tærte med vaniljecreme og chokolade

Jeg håber, at du synes om min opskrift på vegansk jordbærtærte! Jeg serverede den for mine 2 kageglade veninder ude på terrassen i solen. Og de var meget begejstrede og fik næsten spist hele kagen inden de tog hjem. Men jeg vil elske at få feedback, hvis du har noget på hjertet.

Se hele min samling på veganske kager her. Og ellers vil jeg også anbefale at afprøve denne smukke rabarber tærte eller butterdejsnitter med sommer bær.

Husk også at følge med på Instagram under @micadeli_ hvor jeg også deler inspiration til aftensmad og lækkerier. God sommer herfra ♥

Giv jordbærtærten stjerner her

4.8/5 (4 Reviews)

18 thoughts on “Vegansk jordbærtærte”

  1. Tina Joensen

    Har lige prøvet at lave din veganske jordbærtærte i dag, fremgangsmåden og smagen var helt i top tak for inspiration

    1. micadeli_dk

      Hvor er det skønt og dejligt at høre! Tusinde tak Tina! Rigtig god sommer ☀️
      Bedste hilsner

  2. Pingback: Ferskentærte – Opskrift på fersken tærte ala fransk galette

  3. Tanja Vinther Reetz-Engell

    hvad kan man erstatte sojafløde med, hvis man ikke kan tåle soja?

    1. micadeli_dk

      Alt andet “piskbar” fløde kan bruges 🙂 Jeg tror dog desværre, at alle der kan piskes, er lavet på soja.
      Bedste hilsner

        1. Hej Lærke Marie – tak for svar – det skal klart prøves!
          Jeg beklager mit sene svar 🌸
          Bedste hilsner

  4. Virkelig lækker tærte, den fik megen ros af alle der smagte den. Glæder mig til at lave den en masse til sommer med en hel masse danske jordbær!

    1. Hej Astrid,
      Tusinde tak! Hvor lyder det lækkert med en bid af sommer her i februar måned.
      Bedste hilsner! ☀️

  5. En af de bedste jordbærtærter jeg har smagt 🤤 Jeg vil rigtig gerne prøve en sundere udgave, hvis du har en opskrift på det?😊

    1. Hej Lenette
      Ih hvor dejligt at høre! Det er en super god idé med en sundere udgave her til sommer! Det vil jeg straks skrive på listen!
      Bedste hilsner ☀️

      1. Det vil jeg glæde mig til 👏🏻 Perfekt dessert til de lune sommeraftener, som så kan spises med god samvittighed ☀️

    1. Rigtig god idé! Overvejer stærkt at lave denne jordbærtærte i en sundere version! 😉
      Bedste hilsner

  6. Hvor længe kan den holde sig i køleskab? Tænker at lave den dagen inden den skal serveres.

    1. Hej Ditte,
      Jeg beklager mit sene svar 🌸 Men ja, jeg ville måske lave bunden i forvejen, og så vente med vaniljecremen + jordbær på toppen til lige inden servering. Håber at du syntes om opskriften.
      Bedste hilsner

  7. Ved du om man ville kunne forberede nogle af tingene dagen før? Vil gerne lave den til en fødselsdag, men har ikke tid til det hele på dagen 🤗🍓

    1. Hej Lea,
      Jeg beklager mit sene svar 🌸 Ja, du kan sagtens lave bunden dagen inden og sætte på køl, og så lave resten inden servering.
      Bedste hilsner

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top