De her lækre og super ‘yummy’ miso glaserede aubergine er helt fantastiske at lave, hvis du elsker miso og gerne vil spise lidt ekstra grøntsager.
Serveret i en asiatisk inspireret skål med ris, mango, forårsløg, chili og koriander.
De her glaserede miso aubergine har jeg glædet mig til at dele med jer! Og i er især også mange, som har bedt om opskriften på Instagram.. (Eftersom jeg kom til at tease lidt for den her i weekenden).. Og hvis jeg skal være ærlig, så får saucen aubergine til at smage bedre, end hvad jeg længe har prøvet.
Opskriften er heldigvis ret simpel! Du skal egentlig bare skære en aubergine i to halve. Herefter skære dybe tern i “aubergine-kødet” og fordel den hjemmelavede miso-sauce ovenpå. Herefter skal de bage i ovnen i cirka 30 min.
Miso sauce: Den BBQ lignende mørke sauce består af miso, sød chili sauce, lidt ahorn sirup, et fed hvidløg, saft fra 1/3 citron og lidt friskkværnet peber. En nem og lækker sauce, som bestemt ikke er sidste gang, at jeg eksperimenterer med!
De kan både spises som en snack, helt som de er – eller de kan laves som tilbehør til andre små retter, salater eller asiatiske opskrifter.
Miso aubergine opskrift.
Luksus opskrift på miso glaserede aubergine. De her miso aubergine er skåret i halve med miso sauce og bages i ovnen.
Ingredienser:
- 1 aubergine
- 1 spsk. miso
- 1 spsk. sød chili sauce
- 1 tsk. ahorn sirup
- 1 fed hvidløg
- Saft fra 1/3 citron
- Friskkværnet peber
- Sesamfrø
- Herudover:
- Ris
- Forårsløg
- Chili
- Mango
Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 180ºC almindelig.
Skær auberginen over på den lange led til to halve. Skær tern ned i aubergine-kødet med en skarp kniv.
I en skål blandes en glaze af miso paste, søde chili sauce, sirup, fintpresset hvidløg og saft fra en 1/3 citron. Drys med lidt friskkværnet peber og rør det godt sammen til en tyk sauce.
Læg begge aubergine på en bageplade beklædt med bagepapir eller i et fad med indersiden opad. Fordel glazen udover begge aubergine og ned i revnerne (gem eventuelt lidt sauce til servering.)
Bages i ovnen i 30 min. til de er møre og flotte i farven.
Server de lækre miso glaserede aubergine med kogte ris, avocado tern, mango tern, frisk chili, forårsløg og evt. ekstra miso sauce på toppen.
Opskrift på luksus miso glaserede aubergine.
Som tidligere nævnt så består opskriften egentlig blot af 3 dele: 1 aubergine, en miso-sauce og lidt tilbehør. Start med at skære auberginen over på den lange side og lav herefter dybe firkanter i “kødet”.
Rør ingredienserne til miso-saucen sammen i en skål og fordel det på de 2 halve aubergine ↓
Det fantastisk ved den her sauce er jo faktisk, at man kan glasere utrolig mange grøntsager med den. Alt lige fra auberginer som her, til søde kartofler broccoli og blomkål. Eller endda gulerødder, hvis man vil give dem et tvist!
Jeg anrettede de ovnbagte aubergine i en skål inspireret af det asiatiske køkken. Serveret med kogte ris, avocado, forårsløg, mango tern, lidt friske chili og koriander. En fantastisk lækker ret som både kan serveres til aftensmad eller som en luksus frokost.
Jeg tror faktisk også, at jeg vi prøve at lave saucen og hælde den udover sprøde nuggets. Lige nu sidder jeg og drømmer om, at det kunne være en fantastisk kombination mellem noget “sovset” og noget sprødt.
» Prøv også den her opskrift hasselback aubergine
Jeg håber, at du kan bruge opskriften! Hvis du vil have mere inspiration til asiatisk inspireret mad, så har jeg delt alle mine asiatiske opskrifter her.
Skriv endelig nedenfor, hvis du har nogle spørgsmål!
Hvilken slags miso har du brugt i denne opskrift?
Jeg har brugt mørkt miso krydderipaste 😉
Bedste hilsner
Er rigtig lækkert, har lavet auberginerne flere gange. Tak for opskriften.