Veganske pølser – min bedste opskrift. Lavet med grøntsager, bønner og de bedste krydderier. Super lækre som grillpølser både at stege på panden eller på grillen.
Jeg har faktisk ønsket at afprøve denne ‘kød-lignende’ opskrift længe. Selvom det færdige resultat på de her, dog ikke sådan ligefrem er smagen af kød. Det er nærmere smagen af stegte grøntsager, gode krydderier og bløde bønner. Og så et lækkert strejf af frisk persille og citron – som bestemt kan noget i den sammenhæng.
Jeg håber, at du vil afprøve opskriften. Lad mig endelig vide i en kommentar nedenfor, hvis du har nogen spørgsmål med at lave dem.
Husk også gerne at læse nedenstående omkring forberedelsestid. Denne opskrift tager nemlig 1,5 time. Så man skal gerne i gang i god tid.
» Prøv også: Til sidst lavede vi en lille salat, de sprødeste fritter i ovnen med olie, salt og peber, og hjemmelavet tomatsalsa a lá ketchup. Ren grillmad og en virkelig god kombination.
Veganske pølser med grøntsager og bønner.
De bedste veganske pølser serveret med fritter, bagte tomater, salat og tomat salsa. Find opskriften her på pølser lavet med bønner og lækre krydderier. Velbekomme.
Ingredienser:
- 2 x fed hvidløg
- 1 rødløg
- 1 rød snackpeber
- 6 x friske svampe i sæson (normal størrelse)
- 1 tsk. spidskommen
- 2 tsk. paprika
- Revet skal fra 1 øko citron
- 1 tsk. BBQ krydderi (ellers tilføj 1 tsk. paprika mere)
- En lille håndfuld bredbladet persille, finthakket
- 70g tomatpuré
- 1 dåse kidney bønner
- 1 dåse hvide bønner eller cannellini bønner
- 7 spsk. almindelig mel (eller boghvede mel, hvis det skal være glutenfri)
- Smag til med salt og peber
- Olie eller plantesmør til stegning
Sådan gør du:
Hak svampene, rød snackpepper og løg fint. Press hvidløg med en hvidløgspresser. Tilsæt lidt olie til en varm pande og steg grøntsagerne. Tilføj skallen fra citronen henover sammen med paprika, grill krydderi, spidskommen, tomatpuré og finthakket persille.
Skyld bønnerne under vand og lad dem dryppe af. Dup gerne bønnerne og fjern så meget vand som muligt. Hæld bønnerne i en stor skål og tilsæt mel.
Når svampemixen er færdig, så hæld det i skålen med de bløde bønner. Mos farsen så du får en fast men rå konsistens. (Mos ikke for meget - det skal helst ikke blive til puré) Smag til med lidt salt og peber.
Gør små firkantede ark bagepapir og folie klar. Begge omkring 20x20 cm. Tilføj lidt mel i dine hænder, tag en stor skefuld dej og form i hænderne til aflange pølser.
Wrap pølserne i et ark med bagepapir, rul papiret omkring og fold dem i hver ende - gerne snoede. Gør præcis det samme med folie arket, så pølsen nu er dækket i 2 lag. Sørg for at gøre det rimelig stramt, så du kan mærke, at de er faste. Fortsæt til du ikke har mere dej tilbage. Jeg fik cirka 8 pølser i alt.
Når du er færdig, placér de indrullede pølser i en stor gryde med vand. Kog dem i cirka 20 min.
Fjern pølserne fra gryden og køl dem ned enten på køkkenbordet eller i køleskabet (minimum 20-30 min.) Når de er kølet ned, så fjern folien.
Nu kan du enten grille pølserne eller stege dem på en pande. 4-5 minutter med olie eller plantesmør til stegning. Sørg for at vende dem forsigtigt men ofte, så de bliver flot gyldne hele vejen rundt. Drys dem med lidt salt og peber. Server pølserne med salat, fritter og lækker tomatsalsa a lá ketchup til at dyppe i.
Forberedelsestid på grillpølser:
Vi stegte pølserne indenfor på panden, men grillen havde virkelig også gjort underværker.. Vær dog lige lidt opmærksom på forberedelses-tiden på den her opskrift. Det tager omkring 1,5 times tid at forberede. Derfor kan du nemt lave pølserne klar dagen før, og sagtens opbevare dem på køl en dag eller to, før du steger dem.
Veganske pølser – sådan gør du ↓
↓ Hak grøntsagerne så de er klar til at komme på panden. Rød peberfrugt, svampe, rødløg og hvidløg.
↓ De færdige rullede pølser. De skal nu vikles ind først i bagepapir på omkring 20×20 cm., og udenom det skal de dækkes i et lag sølvpapir også på 20×20 cm. Det gør, at de bliver mere faste i konsistensen. Og nu er de klar til at lægges ned i kogende vand.
↓ Sådan ser de veganske pølser ud efter 20 min. kogetid og afkølet i køleskabet 15-20 min. (gerne mere hvis du har tid – de kan holde sig 1-3 dage) Når man fjerner papiret, ser man aftrykket af et fint mønster og en meget glat og blank overflade.
↓ Når jeg kigger på det færdige resultat, er det vildt at tænke på, at der ikke er spor af kød i.. Jeg er virkelig tilfreds med resultatet. De har selvfølgelig ikke samme sprødhed og knæk som traditionelle pølser, der er lavet af tarme. Men synes nu at alternativet er lækkert alligevel.
Her er pølserne serveret med pommes frites, salat og denne lækre tomatsalsa – find opskriften her.
Hej 🙂
Jeg synes, din opskrift ser vildt god ud, og befriende fri for soya! Men jeg kan ikke helt gennemskue, hvad du mener med “folie”… Er det alufolie? Eller en anden type folie, som jeg ikke kender?
KH
Lotte
Hej Lotte!
Ja, det er alufolie, jeg mener. Jeg har lige opdateret det i opskriften, så ingen er i tvivl! 🙂
Jeg håber, at du vil prøve opskriften af. Meld endelig tilbage hvad du synes! (husk at tilsætte godt med krydderier)
Bedste hilsner!
Pingback: Vegansk Spaghetti Carbonara - Opskrift på lækker carbonara
Jeg tænker at prøve denne, og tilsætte røget salt for at få pøsle-smagen.
Ja gør endelig det! Håber at du synes om dem 🙂
Kh Michala!
Pingback: Hvad er vegansk mad? – Nem vegansk mad og opskrifter
Vi dampede “pølserne” i stedet for at lægge dem direkte ned i vandet, det blev også lækkert, gav en fast form, og saftig smag
Det lyder også lækkert! Det må jeg prøve næste gang, tak for anbefalingen!
Bedste hilsner
De er imponerende gode:)
Tak!
Hej Mikkel, det var dejligt at høre!
Bedste hilsner
Det skal afprøves. Jeg vil dog stoppe dem kunsttarm https://hjemmeproduktion.dk/shop/vegetabilsk-kunsttarm-3858p.html
og evt give halvdelen noget røg — bare for variationen
mvh
Søren Kjær
Hej Søren,
Det lyder som en god idé! Det glæder jeg mig til at høre om, hvordan det bliver!
Bedste hilsner
Hej dejlig opskrift, har lavet dem og de blev spist med velbehag, i lørdags lavede jeg farsen, men denne gang lavede jeg burger af den, det kan anbefales
Hej Steen
Tusinde tak, hvor er det dejligt at høre! Ja, de tager lidt tid at lave, men så nydes de også i stor grad.
Skøn dag til dig!
Det tænker jeg også er en god ide. Så kan vi måske undgå at bruge alufolie i maden. 😉
Kan man mon bruge noget andet end alu folie?
Jeg er ikke meget for at bruge dette til madlavning, jeg ved godt at det ikke kommer i direkte kontakt med farsen, men når det skal koges…
Hej Anne Dorte
Ja du kan nok sagtens bruge husholdnings film – dog har jeg ikke prøvet – men jeg tænker, at det bør fungere lige så godt.
Bedste hilsner 🌸