Fyld dine køkkenskabe op og gør aftensmaden lettere

ingredienser der gør aftensmaden lettere

Gør aftensmaden lettere: Fyld dine køkkenskabe op!

Det er nok mit bedste tip til hurtig aftensmad. Fyld dine køkkenskabe op, så du altid har et udvalg af kerner, korn, ris, pasta og forskellige slags bælgfrugter til de travle dage.
Jeg har selv et skab stående i en mellemgang i køkkenet, som indeholder rigtig mange forskellige fødevarer og tørvarer. Det gør aftensmaden meget nemmere, og jeg slipper ofte for at handle ind flere gange om ugen.

Nedenfor er mine tips til ingredienser, som jeg altid har på lager – og som gør hverdagslivet og ikke mindst aftensmaden meget lettere  ↓

• Kerner og nødder:

Køb gerne godt ind af forskellige varianter af kerner og nødder som solsikke, hørfrø, græskar, cashews, peanuts, mandler, hasselnødder, chiafrø, hirsefrø og sesam. Har du desuden hørt om poppet quinoa? Helt fantastisk pynt til både morgenmad, smoothies og i salater.

• Korn og pasta:

Personligt, så er jeg mest glad for vilde ris (de sorte og hvide bladet sammen), og har altid en eller to poser stående. De er virkelig gode i smagen og så mætter de godt. Men jeg kan også anbefale fuldkorns ris og hvide ris. De gør sig godt til hver deres lejlighed. Prøv også gerne de sorte!
Noget som jeg også altid har på lager er: Couscous, quinoa, bulgur og pasta. Og faktisk også popcorn, hvis vi lige må have den med her..

• Tørrede frugter og bær:

Tørret frugt har jeg lært at holde af de senere år. Men også efter at jeg er begyndt at lave flere sundere snacks som müslibarer, energy balls, chocolate cups, hjemmelavet müsli m.m. Jeg er især vild med dadler, tranebær, gojibær, rosiner, figner og ferskner. Husk, at de er kun sunde i et vist omfang, så gå nu ikke helt bananas i dem. Spis dem med måde – og tilføj gerne i fx salater, oven på smoothies m.m.

• Bælgfrugter:

Jeg elsker at bruge røde linser, grønne linser, kikærter, sorte bønner og ærter til vegetarfrikadeller og gryderetter. Som jeg plejer at sige, hver bælgfrugt til sin smag. Kidney bønner og hvide bønner har jeg haft et lettere distanceret forhold til. Jeg har altid synes, at de var meget "melede", men har efter et par gode opskrifter i baghånden, lært at holde af dem.

Rå eller færdigkogte? Som du måske ved, så kan du både købe rå bælgfrugter eller de færdigkogte på dåse. Du kan sagtens købe de færdigkogte til at starte med. Med kikærter især, der gør det madlavningen meget lettere frem for at skulle lægge i blød i mange timer og derefter koge. Bare endelig husk at skylle bælgfrugterne, når de kommer direkte fra dåsen..
Jeg har i mine køkkenskabe også ALTID ekstra majs, tomater, tomatpuré, soltørrede tomater, cornichoner m.m. Husk endelig, at affaldssortere både dåser og glas, når du har hældt indholdet fra. Her er det faktisk en fordel, at du køber de dåser/glas som sælges i en nogenlunde pæn og genbrugelig beholder. For så kan de pæne glas nemt vaskes rene og gemmes på hylden til opbevaring af nødder, kerner og frø m.m.

• Krydderier:

Krydderier er noget af det vigtigste, når vi skal smage og tilberede mad. Grøntsager må hellere end gerne få ligeså mange krydderier, som man ofte tilføjer til kød! Mange glemmer det desværre, når de tilbereder grøntsager – så smag nu til og prøv dig frem.
Jeg bruger mest: Paprika, spidskommen, rosmarin, gurkemeje, garam masala, safran, kanel, chili og diverse gode blandinger med grøntsagssmag. Køb gerne dine krydderier hos din nærmeste kinesiske, japanske, tyrkiske, libanesiske eller persiske butik, hvis du har muligheden. Ofte får du mere for pengene og krydderierne har en meget bedre smag.  

• Vitaminer:

Vi skal naturligvis ikke glemme vitaminerne. For de er altså også vigtige at have på lager! Jeg søger altid for, at få mit daglige indtag af B12 og D vitamin. Det er især ret godt, hvis du bor et sted, hvor solen ikke skinner så meget. Så medmindre du sidder et sted sydpå lige nu, eller at det er sæson herhjemme for D-vitamin, så sørg endelig for at få dækket det behov. Men at kroppen skal have tilstrækkelig B12 og D-vitamin, det gælder altså ikke kun vegetarer og veganer – det gælder for alle mennesker.

Jeg nyder selv, at komme hjem fra en lang dag, åbne skabslågerne og vupti, så er der et helt kammer af nemme ingredienser og madvarer at arbejde med. Så jeg håber, at I kunne bruge det som inspiration.

Det kunne være skønt at høre, hvis I har gode tips til at gøre aftensmaden lettere
– så del endelig i kommentarfeltet ♡

madvarer køkken
0/5 (0 Reviews)

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *