fbpx

Vegansk Ravioli

Hjemmelavet vegansk ravioli med svampe og spinat. En super lækker og delikat opskrift til forret, til aftensmad eller andet – og som smager drønlækkert.

Et rigtigt hyggeprojekt for hele familien 🍂

hjemmelavet vegansk ravioli opskrift med spinat og svampe

Min grundopskrift på italiensk ravioli er lavet i en vegansk version. Ikke at det gør det store ændring for fremgangsmåde (for den er stort set identisk). Den eneste forskel er, at dejen er lavet uden æg. For æg behøver man faktisk slet ikke at bruge for at lave de bløde og lækre raviolistykker. Så hvis du gerne vil lave ravioli uden æg (hvis du ikke har æg i køleskabet eller ikke kan tåle æg), så er opskriften også oplagt til dig.

Tip: Hjemmelavet ravioli tager cirka 1,5 time, så jeg vil anbefale at gå i gang i god tid.

Video: Se hvordan jeg laver hjemmelavet ravioli her

Vegansk ravioli opskrift.

Antal: 24 styk.
Forberedelse: 1 time Tilberedning: 30 min.

Nem opskrift på vegansk ravioli med spinat og svampe. Hjemmelavet ravioli uden æg, lavet med grøntsager som tilbehør eller aftensmad.

Ingredienser:

  • Ravioli dej:
  • 150g. Mel
  • 150g. Durummel
  • ½ tsk. Salt
  • 1 spsk. Olivenolie
  • 1,5 dl. Vand
  • Ravioli fyld:
  • 100g. Spinat
  • 150g. Revet ost, vegansk
  • 100g. Brune svampe
  • 1 tsk. Muskatnød
  • 1 fed hvidløg
  • Salt og peber
  • Til servering:
  • 1 løg
  • 100g. Brune svampe
  • Parmesan (jeg brugte en vegansk version)
  • Frisk rosmarin og citron

Sådan gør du:

1

Ravioli dej: I en skål blandes mel, durummel og salt. Rør det godt rundt og lav en fordybning i midten. Tilsæt her olivenolie og vand og rør det godt sammen til en kugle dej. Dæk den til med film og lad den hvile på køkkenbordet gerne en times tid.

2

Ravioli fyld: Hæld spinaten på en pande og lad simre et par minutter til spinaten er helt gennemstegt. Skyl spinaten under koldt vand og pres alt vandet ud af spinaten med hænderne. Hak den fint og kom op i en skål. Hak de brune svampe helt fint i bittesmå tern og steg også dem på panden et par minutter til de er gennemstegte.

3

Blend revet ost i en minihakker, så stykkerne bliver bittesmå (så er det nemmere, når de små ravioli skal fyldes). Hæld osten op i skålen sammen med spinaten, de brune svampe, muskatnød, finthakket hvidløg og drys godt med salt og peber. Bland det hele godt sammen.

4

Rul ravioli dejen ud på et meldrysset bord i et tyndt stort lag. Form runde ringe med et glas over det hele. Placer 1 lille tsk. ravioli fyld på hver cirkel. Luk cirklen til en halv måne og pres dejen ned i siden. Tryk med en gaffel ved lukningen, så de får et flot mønster. Forsæt sådan med dem alle (det overskydende dej kan rulles flere gange).

5

Kog de små ravioli stykker i 3-4 minutter i en gryde med letsaltet vand. Lad dem dryppe af på en tallerken.

6

Til servering: Steg løg og de sidste brune svampe i lidt olie på en pande. Tilsæt frisk rosmarin, lidt citronsaft og de kogte ravioli stykker på panden. Steg så de får en let gylden farve og sprødhed på begge sider. Server stykkerne med lidt parmesan og frisk rosmarin på toppen.

Grundopskrift: Sådan laves hjemmelavet ravioli

Her er dejen rullet ud og formet til små runde pastapuder. Jeg brugte bare et glas til at forme med, så de fleste kan være med. Men hvis du har ravioliudstyr fx en ravioliskærer, så vil det klart være at foretrække.

dej formen lavet med et rundt glas

Hjemmelavet ravioli kan laves i mange former – og du kan forme dem helt som du vil! Jeg har formet dem som en halv måne, hvor jeg prikkede lukningen med en gaffel.

Her er nogle af teknikkerne:

  • 🟡 Runde ravioli: Placer fyldet i midten og “luk” din ravioli med en rund dejen direkte oven på, som herefter trykkes ned i siderne.
  • 🌜 Halve ravioli: Her placeres fyldet også midt på, men din ravioli lukkes med samme dej til en halv måne. Også kaldet Mezzelune.
  • 🔻 Trekantede: Også kaldet Pansotti, hvor de er formet som trekanter (enten skarpe eller runde i siderne)
  • 🟧 Firkantede: Formet og udrullet med en ravioliform og skærer (nok den mest traditionelle form).
ravioli formet som en halv måne med svampe og spinat

Her er alle stykkerne klar til at koge i 3-4 min. ↓

ravioli formet som en halv måne

Skal ravioli koges eller steges?

Jeg gør begge dele, for her synes jeg, at de får det bedste resultat. Først koger jeg dem i 3-4 minutter i en gryde med letsaltet vand. Så bliver de bløde, møre og lækre. Og sådan kan man sagtens spise dem, helt som de er.

Men jeg plejer også efterfølgende at stege dem på en pande i lidt olivenolie. Så synes jeg de bliver bedst, da de får en gylden og sprød yderside. Her er de både kogt og stegt på panden – og serveret med lidt revet vegansk parmesanost, salt, peber og rosmarin på toppen

italienske pastapuder med spinat og svampe opskrift

Hjemmelavet ravioli med svampe og spinat.

Vegansk ravioli kan fyldes med mange forskellige lækkerier. Alt lige fra svampe og spinat – til butternut squash, græskar, tomater eller selleri. Mange fylder dem også med hummer og ricotta for en ikke-vegetarisk version. Og hvis du er til det spicy, så kan du også sagtens drysse dem med lidt stærke krydderier.

opskrift vegansk ravioli med spinat fyld micadeli

Hvis du har et godt tip til, hvad man ellers kan putte i de her hjemmelavede ravioli hapsere, så skriv endelig en kommentar nedenfor! Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg eksperimenterer med hjemmelavet vegansk ravioli, så alle idéer fra jer tages imod med kyshånd.

Næste projekt må klart blive hjemmelavede tortellini. Dem har jeg endnu til gode at afprøve at lave herhjemme. Men da jeg nyder dem utrolig meget på restauranter (ofte vælger dem fra menukortet), så må det være på tide, at de også får en opskrift her på siden.

hjemmelavet vegansk ravioli opskrift med spinat og svampe

Ravioli kan nemt serveres som tilbehør til andre små lækre italienske snacks eller de kan serveres i en flødesauce (ala den her). De mætter nu utrolig meget i sig selv, så jeg vil anbefale at nyde dem helt som de er. Derfor serverede jeg mine på en tallerken med lidt enkelt parmesanost og rosmarin. Og nåh ja, et lille glas rødvin. Det hører sig vel lidt til efter det hårde arbejde. 🤎

Jeg håber, at du kunne bruge opskriften!

Giv opskriften på vegansk ravioli stjerner her ↓

0/5 (0 Reviews)

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top