fbpx

Vegansk fiskeburger

Opskrift på kødfri vegetarisk og vegansk fiskeburger. Lavet med sprøde panerede pastinakker, salat, agurk og tartar sauce.

En skøn vegetarisk og vegansk udgave af den klassiske fiskeburger.

opskrift på vegansk fiskeburger

Jeg elsker fiskeburger.. Og tænkte i dag at jeg vil dele en kødfri version på den klassiske fiskeburger. Selvfølgelig er det ikke den samme som en klassisk fiskeburger med stegte fiskefilet. Men den her fiskeburger med panerede pastinakker er et ret godt bud, til alle der gerne vil lave en kødfri version!

Video: Se hvordan jeg laver pastinakkerne her:

Jeg vil love jer, at de her sprøde panerede pastinakker smager overraskende godt. Pastinakkerne bliver nemlig lidt bløde i midten og super nemme at panere i rasp og derefter stege på panden i rigeligt olie. Du kan også spise dem helt som de er med remoulade på et stykke rugbrød (ligesom i videoen). Eller i denne lækre fiskeburger med dressing og salat.

Vegansk fiskeburger

Antal: 4 personer
Forberedelse: 15 min Tilberedning: 15 min

Nem og lækker kødfri burger ala vegansk fiskeburger. Med panerede pastinak, tartar sauce, salat og burgerbolle.

Ingredienser:

  • 2 pastinakker, mellemstore
  • Rapsolie til stegning
  • Panering:
  • 3/4 dl. kikærtemel (eller almindelig mel)
  • 1 dl. plantemælk
  • Rasp:
  • 2 dl. panko rasp
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk. karry
  • Salt og peber
  • Til servering:
  • Burgerboller
  • Salat
  • Agurk
  • Citron
  • Tartar sauce:
  • 1 dl. mayo, vegansk
  • 1 dl. creme fraiche, vegansk
  • 2 spsk. kapers
  • 3 cornichoner, finthakket
  • 1 tsk. sennep
  • 1 spsk. citron saft
  • 1 håndfuld dild eller persille, finthakket
  • Salt og peber

Sådan gør du:

1

(Se evt. opskrift video længere oppe) Forvarm ovnen på 200°C varmluft.

2

Skyl og skær pastinakkerne ud i skiver ca. 1 cm i tykkelsen (se billeder nedenfor). Læg dem på en bageplade og pensl dem med lidt olie salt og peber. Bag i 12-15 min. Lad dem herefter køle lidt af.

3

Panering: I en skål blandes plantemælk med kikærtemel (kikærtemel giver en fileterne en fin gul farve, men du kan også bruge almindelig mel). Dejen skal gerne være en anelse tyk i konsistensen.

4

Rasp: I en anden skål blandes panko rasp med paprika og karry (giver fileterne ekstra god smag og en flot farve).

5

Dyp hver pastinak først i melblandingen og derefter i rasp.

6

Steg fredsfiskene på panden i rigeligt rapsolie. Vend dem efter 2-3 min. når de er sprøde og gyldne.

7

Tartar sauce: Rør ingredienserne til tartar saucen sammen og sæt på køl indtil servering.

8

Server pastinakkerne i burgere med tartar sauce, salat, agurk strimler, citron, salt og peber.

Vegansk fiskeburger med panerede pastinakker.

Først troede jeg ikke, at det var muligt at lave en fiskeburger uden fisk. Jeg har altid elsket fisk og derfor tænkte jeg, at det kan da ikke lade sig af gøre. Men jeg vil sige, at den her opskrift fik slukket min skepsis.

Og så er det jo både super billigt, bæredygtigt og mættende at bruge pastinakker i stedet for. Og det skader jo heldigvis ikke.

Vend de ovnbagte pastinakker i mel/mælke-blandingen og herefter i rasp-blandingen. ↓

pastinakker skal paneres i mel og rasp som en æggeblanding

Herefter steges de på panden i et par minutter ↓

krigsfisk fiskefilet stegt på panden i olie

Nemt vegetarisk og vegansk alternativ til fiskeburger.

Når pastinakker er stegt færdigt er burgerne klar til at blive lavet. Jeg brugte lyse lækre broiche burgerboller fra Jalm&B, som har fået veganske burgerboller på markedet. Og de smager simpelthen så godt!

Herudover er burgeren fyld med grøn salat, tynde skiver agurk og hjemmerørt tartaresauce. Er du ikke til den lyse kaperssauce, så kan du sagtens udskifte den med ketchup, mayo, burgerdressing eller andet godt!

vegetar fiskeburger med pastinak

De sprøde panerede pastinakker kan både serveres i en fiskeburger sammen med tartare sauce og salat. Men er også lækkert som en slags vegansk fiskefilet til frokostbordet. De kaldes også for fredsfisk og er super lækre at servere til fx en julefrokost eller påskefrokost.

Her serverede jeg dem på rugbrød med hjemmelavet vegansk remoulade. Og det kan virkelig også anbefales!

vegansk frokost uden kød til julefrokost

Jeg håber, at du fik lyst til at afprøve opskriften! Giv endelig en kommentar eller en tilbagemelding nedenfor 🧡

Giv opskriften på fiskeburger stjerner her

4.5/5 (2 Reviews)

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top