Super nem opskrift på tacosuppe med bønner og sprøde nachos chips. En perfekt opskrift til vegansk eller vegetarisk aftensmad eller til mexicansk aften!
Klar på under 30 min.
Super skøn, varm og spicy tacosuppe.
Mmmh. Længe har jeg gerne ville lave en opskrift på en mexicansk-inspireret suppe. For jeg elsker virkelig suppe. I alle afskygninger. Og det gælder året rundt, uanset om det er februar eller juli måned. Og heldigvis kan den her mexicanske suppe også laves hele året rundt. 🌶
Jeg har brugt flåede tomater fra dåse. Men hvis du er heldig at have adgang til søde danske tomater i sæson, så bruge endelig dem i stedet for! Grøntsagerne kan også nemt skiftes ud med, hvad du lige har liggende i grøntsagskuffen.
Den her suppe er super nem at lave, den er klar på cirka 30 min, den kan laves rimelig billig – og man kan nemt selv justere styrken af chili, så den kan serveres både til børn og voksne.
Tip: Suppen kan også sagtens laves i en stor portion og fryses ned!
Tacosuppe opskrift.
Lækker vegansk og vegetar tacosuppe med bønner. En nem opskrift til mexicansk aftensmad eller til forret. Klar under 30 min.
Ingredienser:
- 4 fed hvidløg
- 1 løg
- 2 tsk. paprika
- 2-3 tsk. chili, stødt eller flager
- 2 tsk. koriander, stødt eller frisk
- 100g. brune svampe
- 2 peberfrugter, ca. 150g.
- 1/2 aubergine
- 400g. chili bønner eller kidneybønner (svarer til 1 dåse)
- 2 dåser tomater, hakkede eller flåede
- 500 ml. grøntsagsbouillon
- Til servering:
- Lime
- Nachos chips
- Frisk koriander
- Avocado
- Evt. chilisauce
Sådan gør du:
Hak løg og hvidløg fint, og steg i lidt olie i en stor gryde.
Tilsæt paprika, chili og koriander og varm det godt op. Tilsæt finthakkede svampe, peberfrugter og aubergine skåret i små tern.
Skyl de kogte bønner og kom dem med op i gryden. Lad det hele stege et par minutter til grøntsagerne er møre. Kom tomaterne med op på panden og lad retten simre et par minutter. Tilsæt 500 dl. grøntsagsbouillon og lad simre i 10 min (gerne under låg). Rør jævnligt.
Smag suppen til med chili, salt og peber, så den rammer dine smagsløg.
Anret den varme suppe i skåle med lime skiver, sprøde nachos chips, kolde avocado tern og frisk koriander.
Opskrift på tacosuppe med bønner.
Mit ønske var, at lave en tacosuppe som man kunne overskue at lave i hverdagen. Og det synes jeg faktisk, er lykkedes ret godt!
Suppen kan laves klar på cirka 30 min, og når først suppen simrer, så er der ikke andet arbejde end lidt “pynt” til toppen.
Du starter med at stege krydderier og grøntsager et par minutter. Herefter tilsættes flåede tomater og bouillon. Og så skal suppen egentlig bare simre i 10 min (gerne endnu længere, hvis du har mere tid!).
Til sidst smages suppen til, så den rammer dine smagsløg. Nogle er til meget stærk chili, andre vil hellere have den mere neutral og sød i smagen – og her kan man heldigvis begge dele.
Pynt mexi-suppen med sprøde mexicanske nachos chips, lidt avocado tern, lime og friske koriander.
Mexi suppe til vegansk og vegetarisk middag.
Den her suppeopskrift er skøn at servere til en mexicansk aften som et vegansk/vegetarisk alternativ. De stærke bønner og grøntsager giver suppen masser af smag og mæthed, og er virkelig en hel ret i sig selv. Især hvis man ikke glemmer de lækre toppings ovenpå.
Selvom jeg spiste suppen til aftensmad, så er tacosuppen også virkelig er oplagt at servere i mindre portioner, som en forret til mexicansk middag. Fx sammen med de her avocado-både med mexi fyld eller som tilbehør til ovnbagte nachos med fyld.
Jeg har i øvrigt samlet en helt kategori til jer med mexicanske retter her, som alle sammen er oplagte til en vegansk/vegetarisk mexi aften. Jeg har heldigvis fået en del retter samlet nu, men hvis du har nogle tips eller idéer, til hvad jeg ellers kan lave, så skriv endelig i en kommentar nedenfor!