Det her spinatsnurrer er nogle af de bedste og mest luftige snurrer, jeg har lavet. De er en blanding mellem bagværk, boller og snacks. Og så er de et hit både hos børn og voksne.
Kan laves med alverdens fyld og er skønne at spise til morgenmad, frokost, til madpakke eller som eftermiddagssnack. Det er veganske spinatsnurrer, da de er lavet med plantemælk og plantesmør.
Snurrerne er super luftige og bløde i dejen. De er lavet med spinatfyld, som giver den smukke grønne farve. Og dejen er faktisk stort set identisk med den, som jeg bruger til både rabarbarsnurrer og kanelsnurrer.
Mindre sukker og mere fuldkorn?
Dejen er lavet med mindre sukker end i traditionelle kanelsnurrer, men giver en lækker sødme og smag sammen med spinaten. Du kan godt lave dejen uden sukker, og så tilsætte tilsvarende mel. Jeg lavede desuden dejen med hvedemel, men her kan du også skifte fx 300g. eller halvdelen ud med fuldkorn, hvis du gerne vil lave dem endnu sundere. Så bliver resultatet en anelse mere grove og sunde spinatsnurrer.
Spinatsnurrer
Min BEDSTE opskrift på spinatsnurrer. Det er veganske spinatsnurrer lavet med spinat og plantsmør. Lækker, nem og luftig opskrift.
Ingredienser:
- Dej:
- 5 dl. mandelmælk (eller plantemælk)
- 50g. frisk gær
- 2 spsk. kardemomme
- 100g. sukker
- 1 tsk. salt
- 1 kg. mel
- 150g. plantesmør
- Herudover:
- 150g. smør
- 200g. spinat
- 3 spsk. kokosolie
- Sesamfrø
Sådan gør du:
Dej: Start med at blande mælk med gær, så det er opløst. Hæld det direkte ned i din køkkenmaskine. (Du kan også brug en almindelig skål og en håndmixer, eller ælte dejen i hænderne)
Tilsæt kardemomme, sukker, salt og 500g. mel. Start med at blande de langsomt, og skru derefter op på hastigheden. Langsomt tilsæt de sidste 500g. mel. Lad dejen ælte i 4-5 minutter indtil du har en helt sammenblandet dej, som stadig er klistret men sammenhængende.
Skær smørret i små tern. Når dejen er ensartet og klistret, så tilføjes de små tern af smør imens dejen æltes på lav hastighed. Resultatet skal være en dej med blank overflade som slipper skålen. Læg et viskestykke over skålen og lad hæve 1 times tid.
Fyld: Drys lidt mel på en ren og glat overflade på køkkenbordet. Hæld dejen ud på bordet, og form dejen som et stort rektangel. Fordel smørret ud på dejen med med kniv. Hak spinaten helt fint og drys det ud over dejen.
Fold dejen i 3 lag, og skær dejen i parallelle linjer på 1-2 cm i tykkelsen. Sno dem alle til snurrer og placer på en bageplade med bagepapir. Dæk til med et viskestykke og lad dem hvile 1-2 timer (eller gerne natten over).
Varm ovnen til 180ºC varmluft. Pensl snurrerne med smeltet kokosolie på toppen, og drys med sesamfrø og havsalt på toppen. Bag i 12-15 min. til de har en lys gylden farve.
Spinatsnurrer – sådan gør du ↓
Hak spinaten fint eller blend det, til det er helt finthakket ↓
Når dejen er rullet ud, så smøres fladen med smør. Drys med finthakket spinat på toppen og fordel det godt ud over dejen.
Fold dejen sammen på 3 led (som foldes ind over hinanden), og skær i aflange tynde strimler ca. 1-2 cm. per styk ↓
Sno hvert stykke så du bagefter vikler dejen rundt om sig selv til flotte snorre (du kan også sagtens folde dem som snegle) ↓
Lav gerne snurrerne hæve 1-2 timer (eller natten over) inden de bages ↓
Pensl alle snurrerne med smeltet kokosolie og drys med sesamfrø. Og så er de klar til at bage i 12-15 min. ↓
Mmmh. Snurrerne kan sagtens spises, som de er. Men jeg spiste mine lune snurrer med smør. For de er virkelig lækre at servere som boller og spise med pålæg, smørepålæg eller alt det, man nu ville servere til nybagte boller.
Snurrer med spinat og andet fyld
Jeg lavede mine snurrer ret simple og lavede kun med fyld af plantesmør og finthakket spinat. Men der er også andre gode muligheder..
Tips til fyld i spinatsnurrer:
- Revet smelteost
- Ricotta ost
- Feta ost
- Vegansk ost
- Fintpresset hvidløg
- Grøn pesto
- Ramsløg
Det er næsten kun fantastisen, der sætter grænser for, hvad man kan komme i. Både i dejen men også i fyldet. Jeg lavede de her luftige snurrer med spinat, men der er mange andre gode idéer til, hvad man ellers kan komme i. Da mange af jer også har søgt efter spinat og feta snurrer, så tyder det på at spinat og ost jo bare er en lækker kombination sammen. Og hvis du laver opskriften vegansk, så kan du selvfølgelig bruge vegansk ost som fyld.
Jeg håber, at du kunne bruge opskriften på snurrer med spinat. De er i hvert fald ret populære hjemme hos mig. De kan i øvrigt nemt holde sig i en lufttæt pose 2-3 dage, så de ikke bliver tørre. Men de kan også sagtens fryses ned!