Omelet uden æg – en vegansk opskrift på de lækreste kikærtepandekager serveret med lækkert fyld.
Omelet uden æg – hmm, hvordan kan det lade sig af gøre? Ja, det kan det faktisk. Jeg køber ikke æg til dagligt, men da jeg elsker en god klassisk omelet, så kan det til tider godt være et svært kompromis. Til gengæld er et alternativt som dette, absolut det hele værd.
Jeg har lavet denne omelet med kikærtemel, karry, citron, vand, salt, peber og masser af lækre toppings. Konsistensen er selvfølgelig ikke helt den samme som en traditionel omelet eller æggekage, men denne har lidt mere kant – og er samtidig fyldt med de gode smage, man nu vælger at tilsætte. Jeg spiste denne cremede romesco pesto til, som jeg lavede den anden dag. Og det var virkelig et hit!
Jeg håber, at I har lyst til at prøve opskriften af! Lad mig endelig vide i en kommentar herunder, hvis I har nogle spørgsmål! Husk endelig at smage dejen godt til med citron, salt og peber.
Omelet med kikærtemel
Omelet eller æggekage uden æg. Kæmpe vegansk hit til morgenbordet eller til aftensmad. Find min opskrift her med lækker pesto og fyld.
Ingredienser:
- 150g kikærtemel
- 200 ml. vand
- 3/4 tsk. karry
- 1 tsk. chili (kan udelades)
- frisk purløg
- saft fra 1 citron
- salt og peber
- Olie eller smør til stegning
Sådan gør du:
I en skål blandes kikærtemel, vand. karry, chili, citronsaft og salt og peber. Smag dejen til og hæld friskklippet purløg i (så meget, som du lige synes). Du kan også sagtens lave dejen med hvidløg, hakket løg, spinat eller andet.
Gør en pande varm med lidt olie eller smør. Hæld pandekagemassen ud på panden i en tyk cirkel. Lad simre et par minutter på hver side og fortsæt til du ikke har mere dej tilbage. Drys gerne med ekstra salt, peber eller purløg.
Server din pandekage med lækre toppings: avokado, radiser, tomater, pesto og et lille drys purløg.
Kikærtepandekager – sund og mættende opskrift.
Kikærtemel har en lidt gul farve i sig selv, men med et lille drys karry, får det en ekstra stærk farve og god smag. Serveret med avokado, tomater, radiser og denne hjemmelavede romesco pesto.
De få ingredienser du skal bruge: kikærtemel, karry, tomater, purløg, friske radiser, citron, salt og peber.
Så nemt og lækkert! Jeg håber, at du får lyst til at afprøve opskriften! Velbekomme.
Giv kikærtepandekagerne stjerner her ↓
Pingback: Vegansk porretærte – Opskrift på tærte med porre og nem tærtedej
Pingback: Linsepandekager – Opskrift på sunde pandekager med linser og fyld