fbpx

Jordbær ispinde

Super nemme (og sunde) hjemmelavede jordbær ispinde. Lavet med jordbær og en lys blanding af vanilje og citron. Drysset med frysetørret jordbær.

En sød og sund opskrift til sommerens varme dage ☀️

sunde jordbær ispinde opskrift

De her hjemmelavede sunde ispinde er virkelig den nemmeste opskrift på frugt is, som jeg længe har lavet. De er kun lavet med “naturlige” ingredienser og så er de helt uden tilsat sukker –  kun frugtsukker og lidt ahorn sirup – og smagen fra skønne danske jordbær i sæson.

En super lækker og kold forfriskning, som man kan have liggende i fryseren til de

6 ingredienser du skal bruge:

  • Banan – jeg bruger 1 banan til den lyse blanding, brug gerne en moden banan så smager den af mest og giver en naturlig sødme.
  • Yoghurt – her bruger jeg en vegansk vaniljeyoghurt, du kan også bruge en neutral yoghurt eller en anden smag, alt efter hvad du godt kan lide.
  • Vaniljesukker – det er vigtigt, at smage den lyse blanding til med vaniljesukker, så smagen virkelig trænger igennem.
  • Citron – Lidt citronsaft + skallen derfra er med til at regulere smagen mellem surt/sødt – men citron kan sagtens udelades
  • Jordbær – her kan du både bruge friske jordbær eller frosne jordbær – alt efter hvad du har liggende.
  • Ahorn sirup – jeg tilsætter også lidt ahorn sirup til jordbærblandingen, for at sikre mig at isene bliver søde. Her kan du også bruge almindeligt sirup eller helt udelade det.

Opskrifter giver cirka 10 ispinde. Arbejdstiden er kun på cirka 20 min, men ispindene skal på frys i mindst 3-4 timer.

Jordbær ispinde opskrift.

Antal: 10 ispinde
Forberedelse: 20 min. Tilberedning: 4 timer

Lækre og super nemme hjemmelavede jordbær ispinde. Opskrift på sunde ispinde med jordbær smag helt uden sukker.

Ingredienser:

  • 1 banan, moden
  • 3 dl. vanilje yoghurt eller neutral yoghurt
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 400g. jordbær, friske eller frosne
  • 1-2 spsk. ahorn sirup
  • 1/2 citron, saft og skal
  • Servering:
  • Frysetørret jordbær

Sådan gør du:

1

I en blender tilsættes banan, yoghurt og vaniljesukker. Blend det til en tyk smoothie konsistens. Tilsæt saften og skallen fra 1/2 citron. Smag til og tilsæt mere vanilje eller citron, hvis den mangler smag.

2

Skyl og skær jordbær i mindre stykker. Mos dem til en puré med en gaffel eller hæld dem i en minihakker eller blender til en fin puré. Tilsæt ahorn sirup, bland det godt sammen til en puré. Smagen skal være sød og koncentreret.

3

Fordel jordbær puréen i 10 isforme og herefter yoghurt/banan blandingen, så isene får et "swirl look".

4

Sæt låget på og fordel 10 træpinde ned i isene.

5

Sæt bakken i fryseren til de er helt frosne og spiseklare – mindst 3-4 timer.

6

Servering: Sæt den frosne isbakke på køkkenbordet i 5 minutter og hæld evt. lidt varmt vand fra vandhanen ud over siden af isbakken. Så er isene meget nemmere at få ud af formen. Drys dem evt. med frysetørret jordbær inden servering.

Sådan laver du hjemmelavede ispinde.

Her er nogle af ingredienserne, jeg har brugt til opskriften.

Jeg bruger 1 banan, vanilje yoghurt, 400g. friske jordbær, citron, vaniljesukker, lidt ahorn sirup og frysetørret jordbær stykker som toppings.

ingredienser til sunde ispinde med jordbær

Lav de 2 blandinger: Først gøres de 2 blandinger klar – banan/yoghurt og vanilje – og jordbær puré med ahorn sirup.

Fordel 50/50 af blandningerne i isformen. Min form kan indeholde 10 is, hvilket opskriften også passer til i mængde. Men har du en anden form med færre eller flere is, så kan du nemt tilpasse blandingen, så det passer til din form.

sådan laver du hjemmelavet ispinde

Sunde ispinde med jordbær

Det er virkelig så nemt og lækkert at lave sine egne ispinde selv. Og de kan varieres i det uendelige med alt lige fra hindbær, solbær, brombær, mango, banan og appelsin. Eller med smagsgivere som lakrids, chokolade, pistacie, peanut butter, citron eller lime.

Efter ispindene har været på frys, så kan de også overtrækkes med hvid eller mørk chokolade og pyntes på toppen. Det giver lidt det “ekstra” og det er ret så hyggeligt at være kreative med forskellige toppings!

ispinde med frysetørret jordbær

Sådan får du ispinde ud af formen:
Hvis dine ispinde er svære at få ud af formen, så er mit første tip at stille formen på køkkenbordet i 5 minutter, så de optøes en lille smule. Hæld herefter lidt varmt vand på siden af isformen – og skub forsigtigt isene op.

Bagefter kan du vikle lidt bagepapir rundt om ispindene og ligge dem vandret et sted i fryseren, så er det nemmere til næste gang.

hjemmelavet ispinde med jordbær

De her hjemmelavede ispinde kan varieres i det uendelige, og jeg tænker klart, at jeg skal have lavet mange flere opskrifter på sunde is her til sommeren. Jeg tænker, at næste gang skal være en orange mango/banan opskrift, da jeg virkelig selv er vild med mango!

Men skriv endelig hvis du har nogle gode idéer til hvilke sunde is, man skal kan lave. Eller hvis du har nogle spørgsmål til opskriften 🍓

Giv opskriften på jordbær ispinde stjerner her ↓

0/5 (0 Reviews)

2 thoughts on “Jordbær ispinde”

  1. Sådan nogle smager dejligt, men det er lidt en “Stretch” at kalde dem sunde, da frugtsukker ligesom alkohol, giver fedt lever… Nej frugter er slet ikke så sunde som man tror 😉

    1. Hej Ole – Ja det kan du bestemt have ret i 😉 Dog vil jeg mene, at de er sundere end mange andre is 😉
      Bedste hilsner

Leave a Comment

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top