Her er min gratis opskrift på karklude. Super nemme, hjemmelavede og begyndervenlige karklude, som alle kan lave.
Du skal kun bruge 3 mm. hæklenål og bomuldsgarn.

Det er nu snart en del år siden, at jeg for første gang begyndte at hækle. Jeg havde nu aldrig i mit liv troet, at jeg ville blive en hækler eller strikker, men det skete altså ..
Det var min fars tålmodige kone Kirsten, der lærte mig at hækle. Og hold nu op, hvor var jeg dårlig i starten. Men hun hjalp mig, og jeg var stædig og blev ved og ved. Og derfor er den her opskrift inspireret/lånt af hende, da det var de første karklude, som jeg lærte at hækle hos hende.
Og lige siden da, er jeg faktisk blevet ret så opslugt af små kreative projekter. For jeg er faktisk ikke stoppet overhovedet, siden jeg startede.
Den her opskrift på karklude er rimelig nem – og god til de fleste, der lige har lært at hækle. Det er den opskrift, som jeg selv startede med, og jeg har lavet de her karklude en del gange nu. Jeg nyder, at bruge de hæklede karklude i køkkenet. De er nemlig helt fri for plastik – og så er de en del kønnere end de farvede klude fra supermarkedet.
De har en anelse mønster i form af vandrette linjer, da at man hækler i “bagerste maskeled”. På den måde opfanger karkluden også bedre snavs, grums og skidt – end hvis kluden har en glat overflade.
Er det svært at hækle?
Det er jo i virkeligheden meget individuelt. Men mit svar vil være nej. Jeg troede selv, at det var meget sværere, inden jeg gik i gang. Jeg tænkte; “det der, det lærer jeg aldrig …” Men så snart de basale hækleteknikker er på plads, så kan du hækle, næsten hvad som helst. Det er nemlig meget ofte, at du kun skal kunne lave luftmasker, fastmasker og kædemasker – og når du kan det – så er det kun fantasien, der sætter grænser.
Hæklede karklude – du skal bruge:
- 1 hæklenål (størrelse 3 mm)
- Bomuldsgarn: 1 rulle (ca. 50g.)
(Jeg plejer at købe 100% økologisk bomuld til mine karklude. Men du kan købe lige præcist dem du synes, så længe de ikke indeholder uld eller noget syntetisk)
Sådan gør du ↓
Række 1.
Start med at lave en lykke og derefter 50 luftmasker ➝ se video med opstart og luftmasker her.
Efter 50 styk laver du 2 ekstra luftmasker i enden, så første række i alt indeholder 52 luftmasker ↓

Række 2.
Så vender du dit arbejde og gør klar til at hækle “tilbage” igen (mod venstre) ovenpå det, som du lige har hæklet. Lav 50 helt almindelige fastmasker + 2 luftmasker i enden til at vende på.
Så skulle dit arbejde gerne se sådan ud ↓

Række 3.
Nu hækler du med fastmasker i bagerste maskeled. (Hvis du har kluden foran dig, så den ligger nogenlunde vandret, så skal du fra nu af kun bruge den øverste maske, den som er længst væk fra dig)
➝ Se video med bagerste maskeled her
I videoen vendes der kun med 1 luftmaske. Men du skal altså lave 2. Så de 2 luftmasker, som du lige har lavet i enden til at vende med, skal du ikke hækle ind i. Du begynder først i maske nummer 3 ↓

Sådan fortsætter du hele rækken hen, til du har lavet 50 fastmasker i bagerste maskeled. Herefter laver du 2 luftmasker igen til at vende på.

Række 4 – 50.
Forsæt med 50 masker i bagerste maskeled + 2 luftmasker til at vende på hele karkluden igennem, til du har den højde på kluden, som du ønsker.
Til sidst hæftes garnet i enden og klippes af.
Jeg plejer at ende med ca. 50 rækker i højden. Så bliver de nemlig lidt aflange og kan nemt foldes sammen ↓

Jeg håber, at opskriften her gav mening – og at du blev inspireret til at afprøve at lave dine karklude selv. Det kan dog være ret svært at forklare det hele med ord .. Men heldigvis findes der utrolig mange gode og nyttige videoer på YouTube – så man kan se alle steps i processen!
Hvis det er helt volapyk, så søg på Google på de steps du ikke kender – eller ved hvordan du gør. Og så vil du med sikkerhed kunne finde en god forklaring eller video med det.
Du er også altid mere end velkommen til at stille spørgsmål herunder, så vil jeg forsøge at forklare bedst muligt!
Pingback: Hæklet stempelkandevarmer – Gratis opskrift til Bodum stempelkande
Hej
Dine garnfarver på billederne af karkludene er super lækre. Jeg er derfor nødt til at spørge, hvilket garnmærke og hvilke farver du har brugt?
Mvh Anne-Mai
Hej Anne-Mai,
Tusinde tak! Det kan jeg nok desværre ikke huske, da de nok er købt forskellige steder, på tilbud, på nettet og andet.
Jeg går altid efter natur farver (da jeg synes det er flottest i køkkenet) og gerne også økologisk bomuld.
Håber du kan bruge opskriften, bedste hilsner
Tak for hurtigt svar! Jeg må på jagt efter de helt rette farver 😉
Det lyder super godt! Rigtig god fornøjelse! 😉