Nem og lækker opskrift på vegetar pasta bolognese med linser, tomater og svampe ala kødsovs. Klar på under 30 min.
Til kødfrie retter som denne, kan jeg bedst lide at bruge grøntsager til at fylde retten med, fremfor at købe de færdiglavede vegetarudgaver af kødsovs. Her er svampe en fantastisk ingrediens, da de giver den lækreste fylde, konsistens og lidt umami smag til retten. Opskriften her er især god hvis du skal servere den overfor kødelskere, da de fleste som regel ikke vil tænke over fraværet af kødet på tallerkenen.
Denne vegetar pasta bolognese er også en meget frysevenlig opskrift. Lav den gerne i en større portion og frys retten ned til ugens dage. Kan også opbevares i kølekskabet i 3-4 dage. Kan laves klar på under 30 minutter, men er også velegnet til at simre i længere tid.
» Prøv også: Se alle mine vegetar-hovedretter til aftensmaden her
Vegetar pasta bolognese
Nem og lækker vegetar pasta bolognese – en nem opskrift på pasta kødsovs med linser. Vegansk opskrift uden kød, brug enten pasta eller spaghetti.
Ingredienser:
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 200g svampe, efter eget valg
- 250g linser, færdigkogte
- 200g tomater
- 70g tomatpuré
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk paprika
- Saft fra 1/2 citron
- 1 dl. Vand
- Salt og peber
- Servering: Pasta, basilikum
Sådan gør du:
Sauter løg og friskpresset hvidløg i olie i en høj pande til de er klare og bløde. Tilsæt finthakkede svampe og sauter under omrøring og høj varme i et par minutter.
Tilsæt herefter linser, tomater, tomatpuré, spidskommen, paprika, citronsaft, vand, salt og peber. Rør rundt og lad det hele simre under middel varme i 10 minutter.
Imens skal pastaen koges, som anvist på pakken. Sæt låg på den simrende bolognese og skru ned på lav varme i yderligere 10 minutter til pastaen er færdig.
Hæld vandet fra pastaen. Server pastaen på tallerkener sammen med bolognese toppet med basilikumsblade, drys med salt, peber og evt. fintrevet parmesan.
Bedste grøntsager til vegetar pasta bolognese:
I en vegetaropskrift som denne er der ingen maksimums grænse for, hvor mange forskellige grøntsager man skal bruge. Personligt synes jeg selv, at den bliver bedre og rig på smag hvis man har en masse forskellige grøntsager at komme i. Brug dog endelig hvad du har i køleskabet i forvejen. Det er nemlig en god mulighed for, at få ryddet op i skufferne og på hylderne. Jeg har selv afprøvet opskriften med at supplere op og tilsætte både revet gulerødder, aubergine stykker (eller groftrevet), squash, bladselleri eller peberfrugt. Grofthakkede kikærter eller sorte bønner er også virkelig et hit, hvis kødsovsen gerne må være ekstra fyldigt og “kød-agtig”.
Som jeg kan læse det på pakken, så hedder denne tykke og runde pasta; pasta rigati. Men, hvis nogen italiensk-sprogede pasta-kendere ved noget andet, så råb lige højt. Hvis du gerne vil undgå at spise for meget pasta i øvrigt, så lav den her bolognese med sunde strimler af squash spaghetti.
Opskriften er inspireret af én af Jamie Olivers lækre bolognese retter fra hans kogebog. Jeg bliver altid enormt inspireret af hans mange lækre og flotte vegetaropskrifter.. I øvrigt, så smager retten også suverænt med lidt fintrevet parmesan på toppen.
den skal jeg prøve
Det lyder vel nok godt Cecilie!
Håber, at du synes om den 🙂
Kh Michala
Hej Michala
Jeg har lige afprovet denne ret og den kommer helt sikkert paa den regelmaessige menu:) mange tak for tipsen om extra groentsager og kikaerter osv. , det er dejligt at faa nogle tips Saa jeg kan vaere mere flexibel og blive en bedre vegetar madlaver:)
Mine Linser skulle godt nok koge 30 min og jeg smed en daase flaede tomater og meget extra vand I, men det blev stadigvaek skoent:) var det faerdig kogte linser jeg skulle have brugt?
Hej Sara,
Det lyder vel nok dejligt!
Ja jeg brugte faktisk færdigkogte linser. Det skriver jeg lige, så det er mere tydeligt 😉
Du har ret i, at hvis linserne skal koges, så skal retten simre længere tid – men giver skam et ligeså godt resultat!
Og ja du kan snildt bruge ekstra grøntsager eller andre bønner/linser, alt efter hvad du har på lager.
Bedste hilsner,
Michala
Hej – super nem og lækker opskrift! Det er blevet en af mine favoritter, når det skal være nemt 🙂 5 stjerner herfra!
Det lyder vel nok skønt! Dejligt at det faldt i god jord!
Bedste hilsner ♥