fbpx

Vegansk squashkage

Svampet og skøn opskrift på vegansk squashkage med syrlig citron og vaniljefrosting på toppen. En sukkerfri vegansk squashkage uden æg.

En vegansk kageopskrift der kan laves hele året rundt.

opskrift på vegansk squashkage

Længe har jeg ville lave en opskrift på squashkage.. For jeg elsker virkelig kombinationen af en svampet kage med nødder og så med frosting på toppen. Og lige siden jeg lavede mine veganske gulerodsmuffins, så har jeg haft tanker på en squashkage. En nem vegansk kage med revet squash og valnødder, som kan laves hele året rundt og som både børn og voksne vil kunne lide.

Mine tips til squashkage: En moden most banan i dejen er med til at holde kagen sammen, da det jo er en squashkage uden æg. Herudover så er bananen med til at give naturligt sødme. Et drys med kanel og kardemomme er virkelig med til at give en lækker smag og duft. Men begge dele kan sagtens undlades i kagen. Jeg har forsøg at gøre det til en sukkerfri squashkage, men jeg har tilsat 2 spsk. sirup for at give det sidste sødme til kagen. Ønsker du ikke at bruge sirup, så kan det sagtens undlades i opskriften.

Vegansk frosting: Jeg lavede min frosting med vegansk creme cheese (flødeost), som man kan få i mange af de større forretninger. Herudover brugte jeg plantesmør, vanilje, citron og flormelis. For at få succes med sin frosting, så er det vigtigt, at både plantesmør og vegansk creme cheese / flødeost har stuetemperatur! Ellers kan frostingen skille og blive grynet.

Glasur: Hvis du vil have et nemmere alternativ til frosting, så er en tyk glasur (af vand og flormelis) også oplagt at smørre på kagen. Men du kan også helt undlade, og nyde kagen helt uden toppings.

Squashkage opskrift

Antal: 8 personer
Forberedelse: 20 min. Tilberedning: 35 min.

Den lækreste og nemmeste opskrift på svampet vegansk squashkage. Kage med squash og frosting. Kageopskrift uden æg.

Ingredienser:

  • Squashkage:
  • 1 moden banan
  • 1 dl. kokosolie eller neutral olie
  • 1,5 dl. havremælk
  • 1 dl. neutral yoghurt, vegansk
  • 2 spsk. sirup
  • 2 tsk. kanel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 3 dl. hvedemel
  • 3 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • 1/2 tsk. salt
  • 2 dl. squash, revet
  • 2 dl. valnødder, hakkede
  • Frosting:
  • 100g. plantesmør (blok), stuetemp.
  • 80g. flormelis
  • Saft + skal fra 1/2 citron
  • 1 tsk. vaniljesukker eller vaniljepulver
  • 100g. vegansk flødeost, stuetemp.

Sådan gør du:

1

Forvarm ovnen til 175ºC varmluft.

2

Squashkage: Mos en moden banan med en gaffel på et spækbræt eller i en skål, så den er helt most og uden klumper. I en stor skål blandes alle de våde ingredienser: Smeltet kokosolie (eller neutral olie), havremælk, yoghurt, sirup – samt kanel og kardemomme. Rør det sammen med et piskeris.

3

Tilsæt de tørre ingredienser: Hvedemel, bagepulver, natron og salt og rør det sammen til en dej med en dejskraber.

4

Riv squash groft på et rivejern. Fordel det på et viskestykke eller stykke køkkenrulle og pres alt vandet ud af squashen. Kom det herefter op i dejen sammen med grofthakkede valnødder. Vend det godt rundt i kagen med en dejskraber.

5

Kom et stykke bagepapir i en brødform eller springform og fordel dejen jævnt heri.

6

Bag kagen i 35-40 minutter (men hold øje med den efter 35 minutter). Stik evt. en kødnålk eller gaffel i kagen, og hænger der ikke noget dej ved, så er kagen færdigbagt. Lad herefter kagen køle helt af.

7

Frosting: Hæld det stuetemp. smør i en skål. Tilsæt flormelis, citronskal + saften fra 1/2 citron og vaniljesukker. Rør det meget kort sammen med en elpisker til en smørcreme.

8

Tilsæt flødeosten (det er vigtigt, at den også har stuetemp. og ikke er kold, ellers vil cremen skille). Vend det forsigtigt sammen med smørcremen med en dejskraber til en jævn og ensartet frosting.

9

Smag til og tilsæt evt. mere citron eller flormelis hvis nødvendigt. Sæt frostingen på køl indtil servering.

10

Smør frostingen på squashkagen, når kagen er helt afkølet. Drys toppen med hakkede valnødder inden servering.

Opskrift på vegansk squashkage – sådan gør du:

Start med at rive squash groft på et rivejern. Herefter skal alt vandet presses ud, da der gemmer sig rigtig meget væske i squash (på samme måde som med agurker). Brug et viskestykke eller et stykke køkkenrulle og pres vandet ud ↓

revet squash til vegansk kage

Når alle ingredienserne til kagen er vendt gody sammen, fordelen den i en aflang brødform eller en rund springform. Min brødform måler 10×25 cm, men en rund form på 22 cm-24 cm. i diamater er også god. Alle typer af former kan bruges alt efter hvilken form på kagen, du ønsker.

Herefter skal kagen bage i cirka 35-40 minutter til den er let gylden på toppen. Stik evt. en kødnål i kagen, og hænger der ikke noget ved, så er kagen færdigbagt.

Lad kagen køle helt af før frostingen smøres på ↓

kage med lækker citronfrosting

Squashkage med frosting:

Jeg elsker virkelig hjemmelavet frosting ovenpå kage, og denne squashkage skulle ikke snydes. Imens kagen køler af, så laver jeg frostingen. Du kan nemt sætte den på køl i flere timer og vente med at smøre den på til kagen skal serveres.

Husk at smage frostingen til med den rette mænge flormelis og citron, så den rammer dine smagsløg.

opskrift på vegansk squashkage

Vigtigt: For at få en frosting der ikke skiller, så er det vigtigt, at alle ingredienserne har stuetemperatur, når de røres sammen. Ellers kan du opleve at cremen skiller, når den piskes sammen. Sker dette alligevel, så sæt frostingen i køleskab eller i fryseren. Herefter kan du prøve at piske den op igen, når den er blevet helt kold.

Smør den tykke og lækre frosting på toppen af squashkagen og drys med valnødder på toppen. Og så er den klar til servering.

vegansk kage med squash super svampet

Sukkerfri squashkage:

Mit ønske var at lave en 100% sukkerfri squashkage. Kagen har intet tilsat sukker, hverken rørsukker eller hvidt sukker. Og dermed synes jeg godt, at man kan kalde det for en squashkage uden sukker. Men jeg har tilsat 2 spsk. sirup til kagen, for at give den det sidste sødme sammen med den modne banan (som dog indeholder frugtsukker).

Af sirup varianter kan du både bruge ahorn sirup, agavesirup, lys sirup, mørk sirup eller andre alternative sødemidler.

kage opskrift på lækker squashkage

Kagen er så skøn og nem at servere til gæster, til arbejdspladsen eller som en lækker fødselsdagskage med flag i. Du kan også lave opskriften som squash muffins i stedet for.. Og dekorere de små muffins med frosting på toppen ala de her rabarbermuffins med rabarbercreme. Det er en super fin måde at servere dem på!

Tip: Hvis du ikke kan tåle nødder, så kan valnødder sagtens undlades i opskriften. Valnødder kan også erstattes med hasselnødder eller mandler.

Opbevaring: Kagen skal gerne opbevares på køl og kan nemt holde sig frisk i 2-3 dage.

Giv opskriften på squashkage stjerner her ↓
5/5 (1 Review)

4 thoughts on “Vegansk squashkage”

  1. Karin Friis

    Hej Michala.
    Mine to sønner fyldte henholdsvis 32 og 35 år i går.
    Den ene er veganer og tåler dårligt sukker
    Da vi har haven fuld af squash faldt valget af fødselsdagskage på en vegansk squashkage med
    ahornsirup.
    Kagen fungerede utrolig godt ,så stort cadeau til dig.

    Jeg bruger generelt din hjemmeside meget og har også købt din kogebog og oplever, at dine opskrifter er meget gennemarbejdede og brugbare.

    En lille lidt mere kritisk kommentar:
    Jeg har bemærket at en del af opskrifterne i din kogebog ” vegansk aftensmad” minder en del om hinanden , og at der ofte er mange gengangere i dit valg af grøntsager.
    Her kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere kreativitet og støtte afveksling.
    Dette ændrer dog ikke på, at jeg er super glad for dine opskrifter.
    Din hjemmeside er den første , jeg tjekker for inspiration, og jeg finder altid noget, jeg har lyst til at kaste mig ud i.
    Nu skal jeg f. eks prøve at lave din veganske chokolademousse til min svigerdatter, der også er veganer og har fødselsdag på fredag.

    Lige et spørgsmål, hvad er din erfaring med at erstatte hvedemel med mandelmel ofte kager og desserter ?
    Min søn tåler nemlig også dårligt hvedemel.
    Kunne jeg eksempelvis have erstattet hvedemel med
    mandelmel i den førnævnte veganske squashkage ?

    Afslutningsvis, tusind tak Micala for masser af vegansk inspiration og velsmag – keep going !!

    Mange V hilsener fra
    Karin

    1. Kære Karin
      Tusinde tak for din fine besked – sikke dejligt at squashkagen var et hit som fødselsdagskage! 😉
      Tak for din gode kommentar angående grøntsagerne i min kogebog. Efter jeg selv har kigget bogen igennem med nye (og mere friske) øjne, så er jeg meget enig med dig! Og det er bestemt også noget, som jeg vil arbejde meget mere med fremover, hvor bogen måske ikke behøver at være lige så begynder-venlig. Netop at variere grøntsagerne mere – dog skal de stadig være til at finde i et normalt supermarked (så alle kan være med). Det er en rigtig god idé.

      Det er sjovt, at du skriver.. For jeg er netop i gang med at udvikle flere opskrifter uden hvedemel. I dag har jeg netop arbejdet på glutenfri cookies med mandelmel i stedet for hvedemel. Jeg oplever at nogle kager sagtens kan bruge glutenfri alternativer, hvor med brød og boller er det en del sværere.
      Jeg har ikke prøvet min opskrift på squashkage med andre meltyper end hvedemel. Men jeg er 90% sikker på, at du kan erstatte med fx mandelmel eller havremel (blendede havregryn). Ellers må du endelig skrive, hvis du får succes med at udskifte melet i opskrifterne med glutenfri alternativer!

      Bedste hilsner herfra! Dejligt du følger med og at du kan bruge inspiration her fra mit lille mad univers! 😉
      – Michala

  2. Så lækkert 😍😍 fandt vegansk flødeost i Føtex, og det fungerede rigtig fint.. ellers er flødeskum også godt

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top