Den her quinoa salat er lavet med inspiration fra årstiden og fyldt med orange søde kartofler, rustik grønkål, moden avocado og en lækker sennepsdressing.
En super simpel salat med quinoa som er perfekt som tilbehør til aftensmad eller madpakken.
Smuk efterårsagtig salat med orange og grønne farver. Jeg har virkelig glædet mig til efterårsopskrifterne, og det er som om, at alle opskrifter til efteråret altid har en nuance af orange i sig. Hvert fald hjemme hos mig.
Men selvom salaten måske udstråler meget efterår, så kan den altså sagtens laves hele året. For ingredienslisten består kun af grønkål, søde kartofler, hvid quinoa, en simpel hvis dressing, salt og peber. Og det bør nu være til at få fat i, det meste af året. Ellers kan ingredienserne nemt erstattes. Fx grønkål med frisk spinat, og søde kartofler med gulerødder eller lidt grillede ferskner? Det er nu heller ikke værst.
Tip: Du kan sagtens også lave den som en rød quinoa salat. Den røde quinoa giver salaten lidt mere kant og fylder ekstra godt i maven. Og så har de flotte røde quinoa frø en lidt nøddeagtig smag, som kan også fremhæves ved at riste kornene på panden, inden man koger dem.
Quinoa salat.
Quinoa salat med søde kartofler og avocado. Nem salat god som tilbehør til aftensmad, til som en frokost salat eller madpakke.
Ingredienser:
- Søde kartofler:
- 300g. Søde kartofler
- 2 spsk. Olie
- 1 tsk. Chili
- 1 tsk. Paprika
- Salt og peber
- Salat:
- 1 håndfuld grønkål
- 100g. quinoa
- 1 avocado
- Dressing:
- 3 spsk. Neutral yoghurt (jeg brugte en vegansk udgave)
- 2 spsk. Olie
- Citronskiver
- 1 tsk. Sennep
- 1 tsk. Ahorn sirup
Sådan gør du:
Forvarm ovnen på 175ºC varmluft.
Skyl og skær søde kartofler i små tern. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og vend dem i olie, chili, paprika salt og peber. Bag dem i 30 min og vend dem gerne efter 15 min.
Kog quinoa som anvist på pakken. Hæld vandet fra og køl af.
Rør ingredienserne til dressingen sammen og lad trække indtil servering.
Skyl grønkålen og anret på et fad. Bland det sammen med den kogte quinoa og fordel de bagte søde kartofler ovenpå. Pynt med avocado tern og hæld dressingen udover salaten.
Hvid quinoa salat med avocado.
Mange laver også deres quinoasalat med avocado for at få lidt mere “blødhed” ind med de eksisterende ingredienser. Bestem selv om du vil skære den i grove skiver, som jeg gjorde – eller om du vil lave en mos, som vendes godt rundt i salaten. Begge dele funker og smager fantastisk. Husk også endelig at drysse godt med salt og peber.
Dressing til quinoasalat: Her er der jo virkelig mange at vælge imellem. For du kan sagtens bruge næsten hvad som helst. Sennepsdressing, creme fraiche dressing, dild eller persille dressing, italiensk dressing, en klassisk ceasar dressing eller en hvad du ellers har stående i køleskabet.
Jeg rørte selv en dressing sammen med vegansk neutral yoghurt, citron, salt, peber og lidt sennep.
Idéer til fyld i quinoa salat:
- Quinoa smager også skønt med cherrytomater og edamamebønner
- Det er også super lækkert at røre sin quinoa salat med grøn pesto, rød pesto eller en tapenade
- En idé er også at lave sin quinoasalat med mango
- I stedet for grønkål, så kan du også tilsætte spidskål eller spinat
- Feta eller andet slags ost – både almindelige og veganske – smager også fremragende sammen med ingredienserne her
Salat med quinoa som tilbehør eller madpakke.
Jeg elsker mad og rester, som bare er nemt og hurtigt at have med som en madpakke til dagen efter. Det kræver lidt mere at have en omgang suppe eller taco skaller med fyld med i madpakken. Og så er det jo i øvrigt en salat som mætter overraskende godt (og som ligger rigtig sundt i maven).
Hvis du vil server den som tilbehør, så er mulighederne jo uendelige. Og det gælder i øvrigt uanset om det er sammen med lørdagskyllingen eller en omgang falafler.
Quinoa salat med søde kartofler – opdateret opskrift ↺
Jeg har opdateret den her opskrift på quinoasalat, så billederne og ingredienser er opdateret med endnu bedre indhold.
Oprindeligt lavede jeg faktisk den her opskrift med som en rød quinoa salat med edamamebønner. Men som kom jeg i tanke om, hvor genialt quinoa, grønkål, søde kartofler og dressing er sammen. Og den cocktail skulle i altså ikke gå glip af her inde jeg begynder på flere simreretter og juleopskrifter.
Jeg håber, at du kunne bruge opskriften og blev inspireret til næste gang, der skal en omgang quinoa salat på bordet. 🤎
Giv opskriften på quinoasalat med grønkål og søde kartofler stjerner her ↓
Pingback: 10 mættende vegetaropskrifter – Inspiration til vegetarretter
Kan man bruge andet end quinoa som “fyld” i denne ret? Er kommet hjem og fundet ud af, at jeg ikke har quinoa. 🙂
Hej Christian,
Du kan sagtens bruge bulgur, couscous eller evt. ris. Du kan også helt undvære og så bare spise salaten helt som den er 😉
Håber du fandt på noget godt! 👏🏼
Bedste hilsner
Hvor længe ville du sige den kan holde sig på køl?
Hej Emilie,
I en lufttæt beholder kan den sagtens holde sig i 3-4 dage! Hvis du også gemmer tofuen, så vil den dog ikke være sprød 😉
Bedste hilsner