fbpx

Grøntsagsgryde – vintergryde med kartoffelmos

Luksus grøntsagsgryde med karamelliseret aubergine, svampe, gulerødder, selleri, rødvin, tranebær og lækre krydderier. Serveret med blød hjemmelavet kartoffelmos.

En smagfuld gryderet fyldt med grøntsager. 🍁

grøntsagsgryde med kartoffelmos opskrift micadeli

Den her grøntsagsgryde kommer direkte ind på min top 3 af lækre gryderetter til efterår og vinter. For den er altså kommet for at blive.

Gryderetten er lavet med karamelliserede aubergine og svampe, for at give dem en mørk farve, dyb smag og lidt “kød-agtig” fornemmelse. Og sammen med alle de øvrige ingredienser, så resulterede det i en gryderet fyldt med smag, som passer perfekt til årstiden lige nu. En årstid som virkelig kalder på ægte indendørshygge, stearinlys, rødvin, simreretter og sutsko. Så bliver det ikke bedre!

Men selvom det er en slags vintergryde, så kan den jo faktisk laves hele året rundt. Grøntsagerne kan nemlig nemt skiftes ud med dem fra sæsonen, og kartoffelmos kan jo heldigvis laves hele året rundt.

Retten kan både serveres, hvis du er vegetar eller veganer.

Grøntsagsgryde.

Antal: 4 personer

Luksus grøntsagsgryde. En vintergryde med kartoffelmos, fyldt med aubergine, svampe og krydderier. Vegansk og vegetar gryderet.

Ingredienser:

  • Grøntsagsgryde:
  • 1 aubergine
  • 200g. brune champignon
  • 2 spsk. brun farin (eller mørk sukker)
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tsk. spidskommen
  • 2 tsk. paprika
  • 1 tsk. rosmarin
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 3 dl. havremælk
  • 2 dl. rødvin
  • 2 dl. grøntsagsbouillon
  • 3 gulerødder
  • 2 stænger bladselleri
  • 3 laurbærblade
  • Tranebær, en håndfuld
  • Kulør
  • Olie til stegning
  • Frisk persille
  • Kartoffelmos:
  • 1 kg. kartofler
  • 1,5 dl. mandelmælk
  • 80g. plantesmør
  • Salt og friskkværnet peber
  • Frisk timian

Sådan gør du:

1

Grøntsagsgryde: Skær aubergine og champignon i små tern. Steg dem på panden i lidt olie i 8-10 min. til de er gyldne og bløde. Tilsæt brun farin og lad dem karamellisere rundt i sukkeret et par minutter. Kom dem herefter over i en skål og gem til senere.

2

Hæld lidt olie på panden og steg grofthakkede løg og hvidløg i 5 min til de har fået farve. Tilsæt krydderierne og vend det hele godt sammen.

3

Tilsæt tomatpuré og lad den varme op i et par minutter. Kom herefter mælk og rødvin i. Lad det simre og tykne under lav/middel varme. Tilsæt grøntsagbouillon lidt efter lidt. Juster farven med et par dråber kulør.

4

Hak gulerødder og selleri i tern og kom dem med op i gryden. Tilsæt også de stegte svampe og aubergine fra før og vend det hele godt sammen.

5

Kom laurbærblade og hele tranebær i gryden og tilsæt evt. ekstra grøntsagsbouillon, hvis retten er for tyk. Rør i gryderetten indimellem men lad den ellers simre for sig selv under låg i 20-40 min (alt efter hvor lang tid du har). Smag til med salt og friskkværnet peber.

6

Kartoffelmos: Skræl kartoflerne og skær dem i små stykker. Kog dem i usaltet vand 12-15 min. til de er helt kogte og møre. Hæld vandet fra, og hæld kartoflerne op i en skål sammen smør. Pisk kartoffelmosen med en elpisker, og tilsæt mælken lidt efter lidt til konsistensen er cremet og blød. Smag til med salt og peber.

7

Server grøntsagsgryden sammen med den bløde kartoffelmos. Drys med friskkværnet peber og frisk persille eller timian på toppen.

Grøntsagsgryde – sådan gør du ↓

Her er nogle af de ingredienser, som du skal bruge. Jeg brugte aubergine, gulerødder, svampe og selleri. Foruden de lækre krydderier, som får retten til at dufte og smage skønt.

Er du til chili eller andre stærkere krydderier, så smager vintergryden også skønt med lidt ekstra kant.

grøntsager til vintergryde uden kød

Jeg blev lidt inspireret af tranebær i gryderetten ud fra den her opskrift på beef bourguignon. Og det er altså ikke sidste gang, at jeg putter friske tranebær i retten, for mmmh hvor er det lækkert. De giver lige en fin syrlig og frisk smag sammen med en dybe (og lidt tunge) ret.

Her har jeg stegt svampe og aubergine i tern. Og så med lidt brun farin for at give dem et karamelliseret touch. Men brun sukker eller andet kan også sagtens gøre det.

svampe aubergine og sukker opskrift til gryderet

Her er den tykke sauce lavet med gulerødder og selleri – og bagefter tilføjes de karamelliserede løg og aubergine ↓

grøntsager med svampe, aubergine og kartoffelmos

Vintergryde med kartoffelmos.

Nu lavede jeg jo egentlig den her gryderet som en “ægte vintergryde” .. Med alt hvad der hører de kolde måneder til med stearinlys og rødvin på bordet og med friske tranebær i sæson. Men hvis du gerne vil lave den her gryderet med grøntsager på andre tider af året, så kan man altså sagtens det!

grøntsagsgryde med kartoffelmos opskrift micadeli

Retten vil gøre sig super lækkert med små stykker af søde kartofler, broccoli, blomkål, forårsløg, pastinakker, grønkål, spinat eller rosenkål.

Og hvis man vil lave den om sommeren, så kan man evt. droppe kuløren (så gryderetten bliver lysere og lettere), og pynte med frisk persille eller basilikum.

Tip: Hvis du ikke har persille eller laurbærblade, så smager timian eller rosmarin også super lækkert til retten!

gryderet med grøntsager til vintergryde

Jeg serverede min grøntsagsgryde med min go-to opskrift på hjemmelavet kartoffelmos. Det er min favorit opskrift på kartoffelmos, som jeg altid laver, da den er så nem at lave. Elsker at lave den, når det hele lige skal være “ekstra lækkert”. Har længe tænkt på at jeg ville mose kogte gulerødder eller blomkål i også, det er sådan en skøn måde at få ekstra grøntsager på.

vegansk vegetar gryderet med svampe og gulerødder

Jeg håber, at du blev inspireret til at prøve den her opskrift! Normalt laver man jo en vintergryde med oksekød eller en grøntsagsgryde med oksekød.. Men den her kan gryderet uden kød, kan altså også noget! Og jeg lover jer for, at den mætter godt.

I øjeblikket deler jeg også en del efterårs-, vinter- og juleopskrifter på min instagram @micadeli_. Så her kan du få endnu mere inspiration (hvis du altså ikke allerede følger med!). Skøn weekend til alle jer, og skriv endelig nedenfor, hvis i har nogle spørgsmål.

Giv grøntsagsgryden stjerner her ↓

4.8/5 (6 Reviews)

6 thoughts on “Grøntsagsgryde – vintergryde med kartoffelmos”

  1. jeg er helt vild med dine opskrifter, er igang med vintergryden, jeg synes dog at det splatter lidt ud det svampe/aubergine men det kan nok ikke være på en anden måde, jeg har tilsat sukrin gold da jeg skal tabe mig, jeg mangler bladselleri, men må lave den uden, alt det andet har jeg, er meget spændt på at smage (jeg vil lave ris til) sidder og venter på vare fra nemlig .com som gerne skulle komme med det sidste jeg mangler til retten (på nær selleri som jeg har glemt) jeg er helt ny i veganerverden, jeg spiser kød, men vil gerne væk fra det så derfor er jeg super glad for at jeg fandt dig. mvh Jeanett godt nytår.

    1. micadeli_dk

      Hej Jeanett
      Hvor er det godt at høre, at du kan bruge opskrifterne!
      Er ikke sikker på hvad du mener med svampe og aubergine. Grøntsagerne vil naturligvis blive bløde, men skulle gerne bevare en ok fast struktur.
      Lyder lækkert at servere retten med ris! Det må jeg prøve en dag.
      Rigtig godt nytår herfra! 🥳

  2. Jeg lavede den igår for 2 gang, jeg er ny til vegetarisk mad og elsker alle de opskrifter jeg har prøvet fra din side. Jeg prøvede at tilsætte lidt gurkemeje, ingefær og chili og det gav lige lidt ekstra smag samt gulerødder i mosen, mums siger jeg bare 😁mine gæster spurgte også ind til opskriften

    1. Hej Karina
      Hvor er det skønt at høre, at det faldt i så godt jord! Og ja, man kan sagtens selv justere med både krydderier og grøntsager! Mums…
      Bedste hilsner og rigtig god påske til dig ☀️

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top