Hverdagsvenlig, nem, mættende og lækker bagt pasta med broccoli og en puré af butternut squash. Perfekt til vegetarisk eller vegansk aftensmad.
Lavet med spinat, svampe og broccoli. Aftensmad klar på cirka 40 min.
Den her opskrift er nok en af de mest hverdagsvenlige retter, som jeg kunne komme i tanke om (og så endda på en søndag). Den er sund, fyldt med grøntsager og fuldkornspasta, den er nem at lave og så smager den skønt til aftensmad (eller som en lækker rest til frokost dagen efter).
Revet ost: Til opskriften brugte jeg vegansk revet ost til toppen, som smeltede rigtig godt. Men her kan du altså bruge hvilken som helst ost, du ønsker!
Stegte grøntsager: Jeg brugte broccoli, brune champignon og spinat. Men du kan sagtens bruge andre grøntsager, alt efter hvad du har liggende i grøntsagsskuffen. Prøv fx med revet gulerødder, selleri, forårsløg, grønkål, spidskål, squash eller aubergine (eller fx tomat + asparges efter sæson).
Opskriften er super nem, hverdagsvenlig og kan laves på under 40 min. Den er god til madpakken, rimelig budgetvenlig – og kan serveres til både børn og voksne!
Bagt pasta med broccoli.
Hverdagsvenlig, nem, mættende og lækker bagt pasta med broccoli og en creme af butternut squash. Perfekt til vegetarisk eller vegansk aftensmad.
Ingredienser:
- Butternut squash puré:
- 1 butternut squash, ca. 800g.
- 2 spsk. plantesmør
- 1 fed hvidløg
- 1/2 dl. havremælk (eller andet plantedrik)
- Salt og peber
- Herudover:
- 250g. pasta, evt. fuldkorn
- 1 løg
- 200g. brune champignon
- 1 tsk. rosmarin, tørret
- 1 tsk. spidskommen, stødt
- 200g. broccoli
- En håndfuld spinat
- 100g. revet ost (jeg brugte vegansk ost)
- Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du:
Butternut squash puré: Skyl og skær butternut squash i små tern (uden skræl). Hæld det hele i en gryde dækket til med vand og kog dem i ca. 15 min. til de er helt møre.
Hæld vandet fra og kom butternut squash i en blender eller minihakker sammen med plantesmør, hvidløg og havremælk. Blend til helt cremet. Drys godt med salt og peber og smag til.
I mens koges pastaen i en gryde i 8-10 min eller som anvist på pakken. Hæld herefter vandet fra.
Forvarm ovnen på 175ºC varmluft.
I mens butternut squash og pasta koges, steges finthakket løg på en pande i lidt olie. Tilsæt finthakkede brune champignon, tørret rosmarin og spidskommen. Drys med salt og peber og lad det stege godt igennem.
Skær broccoli i små buketter og kom dem med op på panden. Tilsæt en håndfuld frisk spinat og lad det hele simre et par minutter.
Smør et ovnfast fad og fordel den kogte pasta og grøntsagsfyldet deri. Hæld butternut squash puréen udover og vend det hele godt sammen. Drys med revet ost på toppen samt salt og peber.
Bag fadet i ovnen i ca. 12 min til osten er smeltet og gylden på toppen.
Ingredienser til ovnbagt pasta.
I virkeligheden kan man jo fylde sin ovnbagte pastaret, med hvad end man nu lige har liggende i køkkenet eller grøntsagskuffen. Jeg brugte butternut squash (kogt og blendet til en cremet puré), spinat, brune svampe og broccoli stegt på panden og ikke mindst fuldkornspasta ↓
Her er grøntsagerne skåret i tern og steges på panden. Tilsæt krydderierne og lad det simre godt igennem ↓
Smør et ovnfast fad (med olie eller plantesmør), tilsæt den kogte pasta, grøntsagerne og den lune butternut squash puré udover. Vend det hele godt sammen i fadet, og drys med revet ost henover.
Herefter skal retten kort bages i ovnen i ca. 12 min, og så er den klar ↓
Bagt pasta med broccoli – super nem hverdagsmad.
Selvom opskriften kræver, at man både laver en butternut squash puré, at man steger grøntsager forinden og koger pastaen – så synes jeg nu, at den er ret hverdagsvenlig.
Sæt butternut squash + fuldkornspasta til at koge i en gryde hver for sig, og lav imens de grønne grøntsager klar. Til sidst vendes det hele sammen i en stort ovnfast fad, drys med ost, og bag i ca. 10-12 min til osten er smeltet.
Fuldkornspasta eller lys pasta: Her kan du bruge begge. Denne gang gik jeg med en grovere og mørkere pasta end jeg plejer. Og det resulterede i en super lækker, mættende (og sundere) ret.
Jeg brugte pastarør (fuldkorns pasta penne).. Men dem kan du sagtens skifte ud med alt lige fra pastaskruer, pasta rigatoni, butterfly pasta eller andet! Alt slags pasta kan bruges, bare vær opmærksom på eventuel længere kogetid.
Mmmh, ovnbagt pasta er altid så nemt og lækkert. Og helt perfekt at lave i en stor portion, så man har til 2 x aftensmad, til frokost eller til madpakke dagen efter.
Hvis du er vil have andre opskrifter på bagt pasta, så har jeg også den her bagt pasta med grøntsager og tomat. Og (min efterårsfavorit) bagt pasta med svampe.
Jeg håber, at du kunne bruge opskriften! Skriv endelig en kommentar nedenfor, hvis du har nogle spørgsmål 💛
Hej, det smager mega godt!🫶🏻
Elsker dine opskrifter👍
Hej Celina
Hvor er det dejligt at høre! Tusinde tak!
Bedste hilsner 😍