fbpx

Æblepandekager

nemme luftige opskrift på æblepandekager

Nem og lækker opskrift på æblepandekager. En perfekt og luftig pandekageopskrift her til efteråret lavet med æblemos. 

Denne opskrift er en gæsteopskrift fra Pernille Rosenkilde. En opskrift som jeg testede og afprøvede for et par dage siden hos en veninde med stor glæde! For hold nu op hvor blev de lækre og luftige…! Den søde/sure smag af æblerne i pandekagedejen var helt vildt lækker og gav et tvist til den normale pandekagedej. Opskriften har jeg delt her, og den er stort set identisk med Pernilles. Jeg har dog tilsat en smule kardemomme (fordi jeg simpelthen elsker kardemomme) – og så har jeg udeladt hasselnøddeflager. 

I Pernilles opskrift bruger hun en æblemos uden klumper. Og her havde jeg en færdigblendet æblegrød, som jeg brugte til opskriften. Det fungerede super fint! Men du kan også sagtens koge æbler i tern og herefter blende det kort til en mos eller grød. Den “kompot” kan både bruges i dejen og som fyld på toppen – ligesom på billederne. 

Spis pandekagerne sammen med æbler skåret i tern, æblekompot, lidt ahornsirup, sprød granola eller nødder. Du kan også tilsætte vanilje i dejen eller servere dem med revet mørk chokolade. Pernilles pandekagebilleder var så flotte, så dem har jeg delt her på siden også!

Æblepandekager.

Antal: 10 tykke pandekager
Forberedelse: 15 min. Tilberedning: 10 min.

Opskrift på lækre veganske pandekager med æble. De her æblepandekager er så lækre og luftige! En gæsteopskrift fra Pernille Rosenkilde

Ingredienser:

  • 150g æblemos uden klumper
  • 100g fuldkornsmel, hvedemel eller fuldkorns speltmel
  • 50g havregryn, finvalsede
  • 1½ tsk bagepulver
  • ½ tsk knust havsalt
  • 1½ dl plantemælk
  • 1 æble, groftrevet
  • 2 tsk agavesirup el. lignende

Sådan gør du:

1

Bland æblemosen sammen med de øvrige ingredienser og lad dejen hvile i 10-15 minutter.

2

Varm en pande op til middel varme og smelt 1 spsk. smør. Læg en klat dej på panden og flad den ud til ca. ½-1 cm i tykkelsen. Læg låg på panden (hvis du har et låg) og lad pandekagerne stege på lav/middel varme. Vend pandekagen når den er gylden på undersiden og fortsæt til du har lavet 10-12 pandekager.

3

Server sammen med friske æbler, æblekompot og ahorn sirup.

nemme luftige opskrift på æblepandekager

Æblepandekager – med æbler i sæson

September er over os og det betyder heldigvis også sæsonen med alle de lækre og sprøde danske æbler. Helt perfekt at bruge til både pandekager som de her – eller i dejen til vafler. Jeg plejer, at plukke en masse æbler og lave dem til kompot, grød, marmelade (med kardemomme og vanilje), ja stort set alt hvad den kan trække af hjemmelavede sager.  Æbler er også super lækre at bruge til alt fra tærter, æblekage, muffins og boller. Næste æbleopskrift tror jeg bliver æblesnurrer (er ret vild med snurrer for tiden), og det skal prøves med en lækker æble-remonce. 

» Ellers prøv: Denne nemme og lækre crumble med danske æbler

pandekager med æble vegansk opskrift på pandekager

Tip til luftige pandekager:

Hvis du også ønsker at få resultatet på pandekagerne så fluffy som muligt, så er der hjælp at hente. For her har Pernille et sejt tip. Nemlig at lægge et låg på panden, mens pandekagerne steger. Det gør nemlig en ret stor forskel på luftheden på pandekagerne!

Jeg håber, at du kunne blive inspireret til at lave opskriften på æblepandekager! Smut endelig ind hos Pernillerosenkilde.dk og se mange flere af hendes lækre opskrifter! Der er mange opskrifter både til vegansk og vegetarisk mad også. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg skal afprøve → den her aubergineret med kikærter i løbet af efterårets hyggelige aftener.

Giv opskriften på æblepandekager stjerner her  ↓

4.3/5 (3 Reviews)

2 thoughts on “Æblepandekager”

  1. Pingback: Havregrød med karamel og æble – Den bedste karamelopskrift

  2. Pingback: Veganske pandekager - Mine BEDSTE tynde pandekager uden æg

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top