Her er min bedste opskrift på lækker luftig vegansk chokolademousse. Serveret med sprøde karamel flager og hakket chokolade.
En skøn dessertopskrift 🤎
I er mange der har spurgt efter mere inspiration til veganske desserter. Og jeg tænkte straks, at jeg da selvfølgelig skal lave en opskrift på chokolademousse! Men det var ikke bare sådan lige..
For hvordan laver man en vegansk chokolademousse uden æg? Jeg indrømmer, det har krævet en del mislykkede forsøg. For efter utallige tests med både varm og kold kokosmælk, blendede nødder, tofu, varm / kold plantemælk mm.. Så tænkte jeg, at det måtte der da være en nemmere løsning på? Og det er blevet til denne opskrift – som jeg selv synes, er perfekt til formålet. Og nu har jeg forhåbentlig lavet alle de oplagte fejl, så du ikke behøver at lave dem.
- Kokosmælk – Giver moussen en lækker, tyk og dyb smag.
- Chokolade – Brug gerne 55% mørk chokolade (eller derover, hvis du vil have en smag af mørk chokolade). Jo mørkere chokolade, des mere bitter kan den blive – men det er meget smag og behag!
- Kikærtevand – Vandet fra en dåse kikærter har en fantastisk egenskab til at piske stift helt ligesom æggehvider. Og det er ret uundværligt, hvis man vil lave en luftig vegansk chokolademousse.
- Ahorn sirup – Lidt til at smage moussen til med – især hvis man bruger en mørk chokolade. Lidt sukker kan også sagtens bruges.
- Salt – Et lille nip salt fremhæver den lækre chokoladesmag.
Kan moussen laves dagen før?
Opskriften tager ca. 4,5 time i alt. Selve arbejdsdelen tager ca. 30 min. Herefter skal moussen stå på køl i minimum 4 timer (gerne længere). Moussen kan derfor sagtens laves dagen før eller mange timer før servering. Sæt den på køl, så får den rigtig lov til at sætte sig og blive fast og luftig.
Vegansk chokolademousse.
Opskrift på vegansk chokolademousse. En luftig og nem chokolademousse uden æg. En skøn vegansk dessert pyntet med karamel flager.
Ingredienser:
- 150g. kokosmælk, cirka 1/2 dåse (den tykke del af kokosmælken)
- 180g. mørk chokolade, gerne 55% eller derover
- 1 tsk. ahorn sirup
- 1 nip salt
- 100g. kikærtevand (vandet fra en dåse kikærter)
Sådan gør du:
Hæld den tykke del af en dåse kokosmælk i en gryde (svarer cirka til 150g. eller 1/2 dåse kokosmælk). Varm kokosmælken op under lav varme. Den skal blot varmes og ikke koge.
Hak chokoladen i små stykker og kom det op i en skål. Hæld den lune kokosmælk udover chokoladen. Sæt en tallerken over skålen og lad det trække i 5 min.
Rør det sammen med et piskeris, til chokoladen er helt smeltet sammen med kokosmælken.
Tilsæt evt. ahorn sirup (mest hvis du har brugt omkring 70% mørk chokolade eller derover), drys også med et nip salt.
Hæld kikærtevandet i en helt ren skål og pisk med en elpisker (hvis delene ikke er helt rene, så kan det have betydning for konsistensen, når du pisker). Pisk indtil det er helt hvidt og stift (det kan godt tage i hvert fald 5-7 min).
Med en dejskraber vender du forsigtigt 1 portion af det piskede ned i skålen med chokolade. Tilsæt 1 spsk. af gangen og vend det rundt med dejskraberen. Vend det forsigtigt sammen, så du ikke slår luften ud af moussen.
Når chokolademoussen er vendt forsigtigt sammen til en flydende blanding, kommes den i 4 serveringsglas eller høje skåle. Sæt moussen på køl i minimum 4 timer og gerne natten over til den har sat sig.
Pynt chokolademoussen med din favoritpynt fx karamelflager (har delt opskriften længere nede), friske bær, revet chokolade, nødder eller andet lækkert.
Opskrift på vegansk chokolademousse.
Her er moussen hældt i rene glas og banket lidt ned i bordet, så den er fint fordelt. Nu er den klar til at komme i køleskabet og skal sidde i minimum 4-5 timer (gerne endnu længere) ↓
Inspiration til servering:
- Bær: Stort set alle slags bær gør sig godt til den her chokolademousse! Jeg har pyntet med røde hindbær nedenfor, for at give desserten lidt ekstra farve!
- Frugt: Prøv fx at pynte med frisk appelsin, fersken, blommer, passionsfrugt, granatæblekerner eller mango.
- Nødder: Du kan også pynte din mousse med ristede hasselnødder, mandler, flotte grønne pistacienødder eller
- Dekorationer: Jeg lavede de her små flager af sukker og serverede nede i moussen, da jeg synes, at de giver sådan et festligt og lidt eksklusivt look! Men du kan lave et hav af dekorationer. Alt lige fra krystalliseret chokolade, marengs flager, kys mm!
- Spiselige blomster: Moussen er også flot, hvis du pynter den med lidt spiselige blomster. Fx skovsyre, viol, stedmorblomster eller hyldeblomst!
Desserten du kan også sagtens pyntes med andre bær fx blåbær, brombær, jordbær eller flotte ribs. Alt efter sæson.
Her er desserten pyntet med flotte hindbær ↓
Smuk vegansk dessert til højtider og fest.
Server gerne den her bløde chokolademousse i høje vinglas, vandglas, krystalglas eller i glasskåle. Så kan man rigtig se den fine mousse igennem, og det er bare super flot, hvis de skal serveres til fx højtider, fødselsdage eller som dessert til nytårsaften.
Sådan laves karamel flager:
De flotte guld-agtige karamelflager ligner en hel million i den her dessert.. Men hemmeligheden er, at de faktisk er MEGA nemme at lave.
I en gryde varmes sukker og vand op. Lad det langsomt koge op så det bobler lidt – rør jævnligt, så det ikke brænder på! Lad det småsimre i 5-10 min til farven er omkring gylden / til mørk gylden. Herefter slukkes varmen. Tag forsigtigt en pensel ned i karamellen og strø karamellen ud på en stykke bagepapir, så du får nogle flotte lange stykker. De skal ligne en aflang ildflamme. Lad stykkerne køle helt af i 15-20 min., hvorefter du forsigtigt kan tage stykkerne af bagepapiret.
Hvis massen ikke vil sidde fast på bagepapiret, men former sig til små kugler, så har karamellen ikke kogt længe nok!
Holdbarhed: Opbevares i køleskabet og kan holde sig i op til 3 dage. Karamel-flagerne vil dog ikke være sprøde i køleskabet efter 3 dage. Dem vil jeg lave og servere lige med det samme.
Jeg håber, at du synes om opskriften! Skriv endelig nedenfor hvis du har lavet den, eller hvis du har nogle spørgsmål til ingredienserne eller fremgangsmåden. Så vil jeg forsøge at hjælpe på bedste vis!
Rigtig god fornøjelse 🤎