Skøn og lækker hjemmelavet rabarberkompot, som er utrolig nemt at lave og smager helt fantastisk som toppings til grød, yoghurt og morgenmad eller som en skøn hjemmelavet marmeladekompot.
Klar på kun 30 minutter.
Sommerlækker rabarberkompot er blevet min nye yndlingsspise.. Og efter en uges ferie i udlandet, har jeg glædet mig til at komme hjem og dele den her opskrift med jer.
Det er overraskende nemt at lave, klar på kun 30 minutter og det dufter helt fantastisk. Og så smager som en drøm ovenpå alt lige fra skyr, grød, chiagrød, havregryn eller hvad morgenmaden ellers står på. Desuden kan man også bruge den som en slags chutney til saltede retter og oste – eller som trifli til desserter.
Min kompot er lavet med kun 3 ingredienser – rabarber, sukker og vanilje. Og jeg har givet lidt tips til ingredienserne nedenfor:
- Rabarber – her kan du både bruge friske rabarber eller fra frost. Hvis du bruger rabarber fra frost, så vær blot opmærksom på, at kogetiden kan være lidt længere, hvis ikke de er tøet op på forhånd.
- Sukker – Jeg bruger rørsukker, men her kan du også bruge almindelig lyst sukker. Hvis du gerne vil lave en sundere rabarberkompot, så kan du nemt halvere sukkeret og kun bruge fx 30 eller 40g. Du kan også sagtens erstatte med andre sødemidler og sundere alternativer. Alt efter hvor naturligt søde dine rabarber i forvejen er.
- Vanilje – Her bruger jeg helt klassisk vaniljepulver. Men jeg har også lavet opskriften flere gange de andre år med vaniljesukker og en vaniljestang, og det er super lækkert! Bruger du en stang, så vil jeg anbefale at lade selve stangen koge med. Så man får mest muligt ud af smagen.
Opskriften giver cirka 2 dl. færdig kompot.
Rabarberkompot opskrift.
Min opskrift på hjemmelavet rabarberkompot på 30 min. Med rørsukker og vanilje. Perfekt til marmelade, yoghurt og desserter.
Ingredienser:
- 300g. Rabarber
- 70g. Rørsukker
- 2 tsk. Vaniljesukker
Sådan gør du:
Skyl og skær rabarber i små bidder - bestem selv her, om du vil have store stykker rabarber i din kompot eller helt små stykker. Jo mindre stykker des mere cremet bliver den.
Hæld rabarberstykkerne i en gryde sammen med sukker og vaniljesukker. Vend det godt sammen. Lad koge op og simre i cirka 10 minutter med låg under let omrøring en gang imellem. Sluk for varmen og lad den trække på eftervarmen i cirka 15-20 min.
Når kompotten er lunet af hældes den på rene skoldede glas. Opbevares i køleskab.
Opskrift på hjemmelavet rabarberkompot.
Start med at skære rabarberen ud i små stykker. Her kan du nemt selv bestemme, om du vil have store stykker rabarber i din kompot eller helt små stykker. Jo mindre stykker des mere cremet bliver den.
Jeg skar mine i cirka 2-3 cm størrelse. Jeg elsker nemlig de store stykker rabarber, som nemt kan ses, når man bruger den som toppings ↓
Hæld alle stykkerne i en gryde sammen med sukker og vanilje. Rør det godt sammen, og lad det simre i cirka 10 minutter til den er cremet og lækker. Den skal ikke have meget længere, da rabarberen også skal stå på eftervarmen, hvor den får det sidste.
Inspiration til andre ingredienser:
Kardemomme – altid lækkert at bruge i alt der hedder bagværk og søde sager, og i en rabarberkompot er det bestemt ikke en undtagelse. Her vil jeg anbefale kun et lille nip eller 1/2 tsk til at starte med, så det ikke bliver for dominerende. Så kan man altid tilsætte mere.
Stjerneanis – jeg har også testet opskriften med en lille smule stjerneanis, og det er virkelig også en anbefaling herfra. Det giver et lille tvist og smag af lakrids.
Lakrids – er du til den lækre lakridssmag, så er lidt klassisk lakridspulver også at foretrække.
Jeg serverede min kompot med neutral yoghurt og pistacienødder. Super nemt og lækkert og kan både serveres som morgenmad, trifli eller en skøn dessert! Ellers elsker jeg også, at servere min kompot som en slags marmelade på brød og ost.